Nødlidende dyr svigtes

Det vælter ind med sager om vanrøgt af dyr - senest en sag fra Faxe, hvor køer stod på en mark uden vand, mad, læ og i knæhøjt mudder. Nu opfordrer Dyrenes Beskyttelse politikerne til at gribe ind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Man svigter dyrene, når man ikke gør noget, siger Jens Svenningsen, dyreværnsinspektør hos Dyrenes Beskyttelse til TV2 Øst.

Fra november 2007 til her midt i januar har foreningen fået 80 anmeldelser om vanrøgt af dyr. Og det er især hos hobbylandmændene, at den er gal.

- De ved ikke, hvad de begiver sig ud i. De aner ikke, hvad de pludselig skal gøre, når sommer bliver til vinter og dyrene står ude på marken i mudder og uden læ, siger Jens Svenningsen til TV2 Øst.

Dyrenes Beskyttelse er rystede over, så mange sager de får anmeldelser om. Senest en sag fra Faxe, hvor to køer og to kalve gik i knæhøjt mudder og var stærkt afmagrede. På marken lå en død ko, og der var hverken foder, vand, halm, tørt leje eller mulighed for læ.

- Jeg bliver forarget over, at folk kan gå igang med noget, de måske ikke kan magte, siger Jens Svenningsen til TV2 Øst.

Derfor vil Dyrenes Beskyttelse igen foreslå den relevante minister, at før folk kan få lov til at holde dyr på deres jord, så skal de kunne dokumentere, at de har enten faglig uddannelse eller praktisk erfaring med at passe udegående dyr.


Nyhedsoverblik