Nem transport vil sikre arbejdspladser

Landets yderområder skal have bedre transportmuligheder, hvis det skal være attraktivt for nye arbejdspladser at slå sig ned. Det viser ny undersøgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For at skabe nye arbejdspladser i provinsen, kræver det gode transportmuligheder, der gør det attraktivt for virksomheder at slå sig ned. Og det er nødvendigt, hvis der skal gang i Udkantsdanmark. Sådan lyder meldingen fra transportekspert og Dansk Erhverv. Det skriver Avisen.dk.

Dårlige togforbindelser eller kø på motorvejen gør nemlig, at danskerne skal bruge over en halv time på at komme på job, og så begynder de at kigge sig om efter et nyt arbejde eller en bopæl tættere på det nuværende arbejde.

En ny undersøgelse, lavet af Norstat for Dansk Erhverv, viser, at 67 procent af danskere i arbejde bruger under en halv time på at komme på job.

- Det tyder på, at afstanden ikke er altafgørende, når vi vælger job. Tiden, der bruges på at komme på arbejde, er en vigtig faktor, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Jesper Højte Stenbæk til Avisen.dk.

Han peger på, at tiden er knap for de fleste danskere, der arbejder, og derfor er det de færreste, der bryder sig om at pendle i lang tid.

- Hvis der ikke er arbejde tæt på bopælen, flytter man enten job eller bopæl, siger Jesper Højte Stenbæk.

En tidligere undersøgelse fra Norstat viser, at de fleste danskere når smertetærsklen, når der er en times transport til arbejde. 43 procent svarer i undersøgelsen, at de vil vælge at flytte eller finde et nyt job, hvis pendlertiden kommer op på en time.

Og hensynet til medarbejdernes transportmuligheder er vigtigt, når virksomheder skal vælge placering.

- Der er ingen tvivl om, at fra virksomhedernes side, er tilgængelighed helt afgørende, når de skal skaffe arbejdskraft, fortæller transportekspert fra ingeniørvirksomheden Grontmij Brian Gardner Mogensen til Avisen.dk.

Hvis der ikke er et tilgængeligt vejnet i landets yderområder, vil virksomhederne altså ikke finde det rentabelt at slå sig ned, forklarer Brian Gardner Mogensen

Dansk Erhverv peger på, at der bør investeres i danskernes transportmuligheder i provinsen.

- Det er klart, at hvis man satser på nye vejnet i stedet for at udbygge de eksisterende, ville det gavne landets yderområder. Men det er jo en prioriteringssag, siger Jesper Højte Stenbæk, der også efterlyser forbedringer i den kollektive trafik.


Nyhedsoverblik