Nedrivning gik helt galt - 2 lader brænder ned

En nedrivning ved Dalby gik onsdag helt galt. 2 lader brænder ned, og en tredje er blevet brandskadet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nedrivningen af en gammel lade ved Dalby i Faxe Kommune gik onsdag formiddag helt galt, og en voldsom brand ramte efterfølgende området.

Nedrivningsfirmaet fandt en masse gammelt hø under taget på bygningen, og besluttede  at brænde det af et stykke væk fra laden.

Desværre for nedrivningsfolkene, så blæste den hårde vind gnisterne ind i laden igen, hvor det startede en brand, der efterfølgende bredte sig til en anden lade, der også indeholdt halm. Det fortæller øjenvidner til TV2 ØST.

Meldingen om branden indløb til myndighederne 11:54, og siden har brandfolk fra både Haslev, Faxe og enkelte vandvogne fra Køge været indsat.

Også en tredje bygning, der indeholder gårdens stuehus, ligger i flammernes bane, men ser trods overfladiske brandskader ud til at overleve branden. Bygningen bliver konstant oversprøjtet med vand.

- Heldigvis er ingen kommet til skade ved branden, oplyser vagtchef Ove Kristoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Branden er opstået på en gård på Høsten Teglværksvej, og brandvæsenet arbejder stadig onsdag eftermiddag på at kvæle flammerne.


Nyhedsoverblik