NCC fejer nu løse sten væk

Mandag morgen var fejemaskiner fra NCC ude at feje sten væk på veje i Vordingborg Kommune. Det sker efter et indslag i TV2 ØST lørdag om dårlig vejbelægning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bilister har i månedsvis ringet til Vordingborg Kommune og klaget over, at de har fået stenslag i forruden eller ridser i lakken som følge af ny vejbelægning.

Det skyldes, at der har ligget løse sten på flere veje, som så er røget op på bilerne.

I dag, mandag har entreprenørvirksomheden, NCC så været ude med fejemaskiner - bl.a. på Næstvedvej i Neder Vindinge lidt udenfor Vordingborg.

Fejemaskiner sendt afsted

- Jeg snakkede med NCC i morges og fik at vide, at de havde sendt deres fejemaskiner fra Fyn til Vordingborg, fortæller ingeniør i Vordingborg Kommunes Trafik og Plan-afdeling, Knud Jørgensen.

Lørdag fortalte vi på TV2 ØST om en ny vejbelægning, som NCC lagde på flere veje i kommunen i oktober, men som har givet masser af bilister problemer.

Læs også: Ridser i lakken og stenslag i forruden

- Om det lige skyldes indslaget på TV2 ØST i lørdags, eller om det er fordi vi har henvendt os flere gange i løbet af de seneste par måneder, det ved jeg ikke, fortæller ingeniør i Vordingborg Kommunes Trafik og Plan-afdeling, Knud Jørgensen.

Kommune: Ikke godt nok, NCC

Kommunen har især modtaget klager fra bilister på Grønsundvej på Møn, Næstvedvej mellem Bårse og Præstø samt Næstvedvej i Neder Vindinge mellem Vordingborg og Næstved.

- Der vil altid være overskydende belægning, når der bliver lagt en såkaldt skærvebelægning. Og NCC har sagt, at de har været ude at feje, men der har vi så bare måtte konstatere, at det ikke var gjort ordentligt, siger Knud Jørgensen, der i løbet af de næste dage skal ud og inspicere, om det så er gjort godt nok denne gang.

Men er det ikke også jer, der ikke har lavet en ordentlig aftale med NCC?

- Jo, altså, jeg kunne godt have ønsket, at aftalen havde indeholdt bedre muligheder for pression, sådan at efter et eller andet antal advarsler til dem, så kunne vi have fejet vejene selv - på deres regning, erkender Knud Jørgensen.

For koldt, da asfalt blev lagt

Hos NCC fortæller kommunikationschef, Ghita Borring, at det, der formentlig er gået galt, er, at asfalten er blevet lagt på et tidspunkt, hvor temperaturerne har været for lave.

- Så vi vil blive ved med at feje småstenene væk, ind til temperaturerne når op på et niveau, hvor vi kan komme ud og lægge ny asfalt. Det bliver formentlig i april eller maj, siger hun til TV2 ØST.

Hun fortæller, at NCC skal holde møde med Vordingbortg Kommune om sagen på onsdag.

NCC har erstatningansvaret

NCC har nu påtaget sig erstatningsansvaret for eventuelle skader. Derfor skal bilister henvende sig til NCC.

Hvis man ringer til Trafik og Plan i Vordingborg Kommune, kan de også hjælpe med et telefonnummer til rette vedkommende i NCC.


Nyhedsoverblik