Naturskønt livsværk til salg

Foto: TV ØST

I Kværkeby i Ringsted er det tid til at sige farvel. Gunner Goddik har brugt 30.000 timer på at opfylde sin store drøm. Nu må han sælge sit livsværk.

Da Gunner Goddik var 7 år, var han allerede en ambitiøs ung mand.

- Jeg lavede mit eget zoologiske museum, hvor folk kunne komme og se på fugle. Prisen var 5 ører for voksne og 2 ører for børn, fortæller Gunner Goddik.

I dag bor han i Ringsted, og selv om han har haft sin egen virksomhed og været importagent for legetøjsfirmaer, så var det noget andet, Gunner Goddiks hjerte for alvor bankede for. Nemlig naturen. Derfor gjorde han noget, som mange sikkert rystede på hovedet af. Han købte en grusgrav og en gammel tørvemose og fortsatte det, han så småt var begyndt på som 7-årig.

- Jeg købte området her, og i løbet af årene er det blevet til et fuglereservat. Jeg plejer at sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at invitere naturen indenfor, siger Gunner Goddik.

- Siden jeg startede, har jeg eksperimenteret en hel del, og fundet ud af, hvordan man skaber gode forhold for fugle og andre dyr, og nu er der 64 fuglearter i reservatet.

Gunner Goddiksen har brugt 2,5 millioner kroner af egen lomme på projektet, som hedder Kværkeby Eksperimentelle Fuglereservat, og, ikke mindst, 30.000 arbejdstimer. Han har indtil videre observeret 197 forskellige dyrearter. Men nu skal fuglereservatet altså sælges til højeste bud. Gunner Goddik skal nemlig på pension - i hvert fald næsten.

- Så længe jeg kan gå rundt på området, vil jeg gerne blive ved med at vise rundt, lyder det med et smil fra naturelskeren.

Helt farvel siger han altså ikke. Gunner Goddik er godt i gang med at skrive en bog om sit livsprojekt, så andre måske kan få gavn af hans erfaringer.

- Hvis nogen gør det samme, som jeg har gjort, så vil det komme fuglene til gavn. Derfor skriver jeg bogen, siger Gunner Goddik.

Se mere om Kværkeby Eksperimentelle Fuglereservat på http://gunnergoddik.1go.dk/

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App