Narko florerer på retspsykiatriske afdelinger

På Sikringen i Nykøbing Sjælland kender personalet alt til problemer med ulovlige stoffer. Det går nemlig udover både patienter, deres behandlingen og de ansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Sikringen, som er et behandlingssted for psykisk syge kriminelle, er otte ud af ti af patienterne misbrugere. Det er et billede der stemmer overens med tal fra hele landet fra Fagbladet Sygeplejersken. Tallene viser, at mellem halvdelen og tre fjerdedele af alle retspsykiatriske patienter er misbrugere af enten alkohol, stoffer eller hash. Og de ulovlige stoffer gør det svært at være behandler.

- Det er ikke til at regne med, hvordan patienterne vil reagere, når de er påvirkede af stoffer. Man kan sige goddag, og så ryger der en hånd ud for at slå, siger Lissi Kristoffersen, plejer og arbejdsmiljørepræsentant på Sikringen i Nykøbing Sjælland.

Det er dog ikke kun de ansattes arbejdsmiljø, det går udover. Patienternes behandling bliver også besværliggjort af stoffer som amfetamin eller hash.

- Patienternes behandling kan blive dårligere, når de tager stoffer, fordi stofferne ikke spiller sammen med den medicin, som de får. Det kan resultere i, at de bliver mere sindssyge og i sidste ende voldelige over for personalet, siger Benedikte Volfing, ledende overlæge på Sikringen i Nykøbing Sjælland.

På behandlingsstedet Sikringen har det været nødvendigt at sætte et dobbelthegn op, så patienterne ikke har mulighed for at få smuglet ulovelige stoffer ind på afdelingen. Det har afhjulpet en del af problemet, men, ifølge de ansatte, er det svært at løse det fuldstændig.

- Jeg tror ikke, at det vil have nogen effekt at lave en generel indsats på de retspsykiatriske afdelinger. Det, der er vigtigt, er, at man er opmærksom og ikke giver op derude, hvor problemerne er. Det gælder både i retspsykiatrien og den almene psykiatri, siger Benedikte Volfing.

 


Nyhedsoverblik