Nakkefestival på 19. år

For 19. år i træk løber Nakkefestivalen af stablen i det Nordvestsjællandske. Og det er ikke kun musikken, der trækker publikum til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er én ting, der beskriver Nakkefestivalen - i hvert fald ifølge en af gæsterne, Isabella Otterstrøm Andersen.

- Det er jo det, vi kalder nakke-ånden, siger hun om den helt specielle stemning, der nu på ottende år lokker hende til.

- Det er ubeskriveligt, det er bare, at man kan være ligesom, man har lyst til at være. Lige gyldig, hvad du laver til hverdag, så kan du her være alt muligt andet, forklarer hun.

Festivalen, der kører på sit 19 år er opkaldt efter den lille by "Nakke", der ligger tæt på festivalpladsen. Og det er en festival, der slår sig på at være helt sin egen.

Udover musik fra flere nye og mestendels mere ukendte bands, så er der også masser af aktiviteter på programmet. Dansekonkurrencer, origami - japansk papirfoldning og yoga er bare et lille udvalg.

Festivalen startede tilbage i 96 som en havefest, der altså siden har vokset sig større. Alle omkring festivalen arbejder frivilligt - og de optrædende bands spiller gratis.

- Det er en stor kærlighedsfest, kan man kalde det. Det er her, hvor folk mødes, og hvor man ser folk, man kun ser den ene gang om året. Og man kan også sætte sig i en lejr, hvor man slet ikke kender nogen og så lære dem at kende, fortæller den frivillige arrangør, Camilla "Smilla" Nørholm Edens.

Omkring 500-600 mennesker regner man med vil have lagt vejen forbi i år. Og større bliver festivalen ikke.

Folkene bag vil nemlig ikke ødelægge den intime stemning.

Festivalen startede onsdag og fortsætter til og med lørdag.


Nyhedsoverblik