Næstved Kommune har et kæmpe hul i økonomien, og det rammer nu byrådsmedlemmerne i kommunen.
Borgmester Henning Jensen (S) foreslår, at byrådspolitikerne som en del af kommunens spareplan skal gå seks procent ned i løn. Det vil betyde en lønnedgang på mellem 10.000-30.000 kroner per byrådsmedlem.
Sidste år havde Næstved Kommune et underskud på 36 millioner kroner, og i år ventes underskuddet at blive værre endnu.
Udover besparelser på politikerlønninger, lægger borgmesteren i sin spareplan blandt andet op til at spare 10 millioner på administration, og så skal der i kommunen spares 15 millioner på undervisning, 10 millioner på dagpasning og 10 millioner kroner på ældreområdet.