Næstved ønsker motorveje til Rønnede

På et møde mandag med de lokale folketingsmedlemmer fremlagde borgmester Henning Jensen kommunens ønsker om udbygning af vejen mellem Næstved og Sydmotorvejen

Borgmester Henning Jensen mødtes mandag den 24. september med lokale folketingsmedlemmer. Blandt en række emner drøftede man planerne for bedre vejbetjening af Næstved.

Med den nye vejplan, som trådte i kraft den 1. januar 2007, er staten nu vejbestyrer for vejen mellem Næstved og Sydmotorvejen ved Rønnede. Og det er ingen hemmelighed, at Næstved Byråd længe har ønsket en udbygning af denne strækning.

På mødet præsenterede Henning Jensen et forslag til, hvordan udbygningen af Næstved - Rønnede kan sættes i gang. Borgmesteren foreslår, at staten straks påbegynder en såkaldt VVM-undersøgelse, hvor de forskellige muligheder for placering af en kommende motorvej kan vurderes.

Hvis staten ikke har mulighed for at anlægge en motorvej til Sydmotorvejen i én etape, kan man som trin 2 forestille sig anlæg af en omfartsvej omkring Holme-Olstrup, hvor de største problemer med trafiksikkerhed og tilgængelighed opleves. En sådan omfartsvej skal anlægges, så den passer ind i den endelige løsning, som efter borgmesterens mening skal være en motorvej på hele strækningen fra Næstved til Sydmotorvejen.

Henning Jensen udtaler, at den konstaterede trafikudvikling på strækningen viser, at anlæg af en egentlig motorvej er den eneste langtidsholdbare løsning på denne strækning. Det er i øvrigt borgmesterens opfattelse, at den kommende udbygning af vejen mellem Næstved og Slagelse også bør ske som motorvej.

Næstved Byråd mener dog ikke, at staten kan løse samtlige trafikproblemer omkring Næstved. Kommunen er parat til at bidrage med løsninger til en væsentlig del af problemerne og har tilbudt at stå for anlæg af drift af en omfartsvejslignende vej øst og syd om Næstved. I den anledning er der et brev på vej til indenrigs- og energiministeren med anmodning om dispensation fra lånebekendtgørelsen, som er en forudsætning for, at kommunen kan finansiere de store anlægsudgifter til sådanne vejanlæg.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App