Næstved Kommune bliver Kulturarvskommune

Kulturministeriet har i samarbejde med Realdania netop udpeget Næstved Kommune som Kulturarvskommune i 2015-2018.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næstved Kommune er udpeget som Kulturarvskommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kriterierne for at blive valgt som Kulturarvskommune er, at man skal have en rig og mangfoldig bygnings- og kulturarv. I Næstved Kommune er der kortlagt 100 kulturmiljøer, der blandt andet tæller Maglemølle Papirfabrik, som med sine industribygninger ved Næstved Havn, viser industrialiseringen af Næstved eller Karrebæksmindes fiskeri- og havnemiljø. Området trækker spor tilbage fra starten af 1800-tallet, og udgør sammen med de øvrige 99 kulturmiljøer grunden for udpegningen.

Fantastisk nyhed

Næstved Kommune kommer som kulturarvskommune til at arbejde tæt sammen med Museum Sydøstdanmark. Gennem de næste tre år vil der løbende ske forskellige aktiviteter i forbindelse med udviklingen af kommunens kulturarv med blandt andet udstilling, konkurrence og afprøvning af forskellige udviklingstiltag i kulturmiljøer, hvor også borgere og andre aktører kan deltage. Dansk Bygningsarv er rådgivere på projektet for Næstved Kommune.

- Det er en fantastisk nyhed, at vi er blevet udpeget som Kulturarvskommune. Det giver os en unik mulighed for at sætte vores 100 kulturmiljøer mere i spil. Vi vil gøre dem til en aktiv ressource i udviklingen af kommunen – for eksempel kan de jo brande os i forhold til bosætning, erhverv og turisme – så vi også ud over kommunegrænsen kan sige 'kom og mærk Næstved'. På en dag som i dag, bliver man bare lige lidt mere stolt af at være fra Næstved, lyder det fra en glad borgmester Carsten Rasmussen (S).

Borgere skal kende værdierne

De 100 Kulturmiljøer er spredt over hele kommunen, og mange af kommunens borgere bor derfor i, eller nær, et kulturmiljø, uden at være helt bevidste om den værdi, de kan tilføre lokalområdet. Det skal der med dette projekt laves om på.

- Når vi sætter fokus på kommunens kulturarv, vil vi også kunne styrke flere af kommunens mindre byer. Ved at skabe viden og stolthed omkring den lokale kulturarv, er jeg sikker på, at vi også styrker byernes udvikling, fortæller formand for Plan- og Ejendomsudvalget Daniel Lillerøi (S).

Mange 1000 års historie

Næstved Kommune gik i gang med ansøgningsarbejdet i maj måned. Det samme gjorde 27 andre kommuner, hvoraf også Aabenraa, Greve, Brønderslev og Vesthimmerland også blev udvalgt til Kulturarvskommuner.

- I ansøgningen lagde vi vægt på de mange 1000 års historie, som vores 100 kulturmiljøer vidner om i hele kommunen. De ældste stammer fra vikingetiden – de nyeste findes blandt efterkrigstidens industrianlæg. Hver for sig og på tværs kan de alle formidle kommunens lange og mangfoldige historie. Det er fantastisk, at Kulturmisteriet og Realdania også mener, at vores kulturhistorie er unik, fortæller stadsarkitekt Marit Christiansen.

Det vil vinderkommunerne med kulturarven:

  • Næstved Kommune vil analysere sig frem til de kulturmiljøer, der rummer potentialer for kulturel og økonomisk udvikling. Næstved by har som andre byer oplevet en "fortynding" af midtbyen, hvor handlen er flyttet ud. Udviklingen skal vendes.

     

  • Aabenraa Kommune vil arbejde med at sikre bevaringsværdierne, ikke mindst helheden i bykernen, der har mange historiske huse, som viser byggeskik fra 17- og 18 hundrede tallet. Der skal ske en markant borgerinddragelse, som bl.a. skal medvirke til at undersøge hvordan de funktionstømte bygninger kan få nyt liv igen.

     

  • Greve Kommune vil skabe ny identitet og stolthed hos borgerne ved at fremhæve kommunens historie som den bl.a. kan aflæses i kulturarven. Greve var en del af forsvaret af København og var også et populært sted at holde ferie for hovedstadsborgere.

     

  • Brønderslev Kommune vil revitalisere byrum og de enkelte bygninger, som for manges vedkommende er ombygget til ukendelighed. Målet er at sætte en stopper for udflytning og få gang i det stagnerende handelsliv, som engang blomstrede, sammen med aktiviteterne omkring herregården, Dronninglund.

     

  • Vesthimmerland Kommune vil undersøge, hvordan kulturarven og navnlig bygningsarven i Aars og fire mindre byer kan være medvirkende til at skabe liv gennem specialisering af opgaver og erhverv.  Kommunen har ikke et større bysamfund og resultaterne kan derfor anvendes af tilsvarende kommuner.

Læs mere om de 100 kulturmiljøer i Næstved Kommune her.

Se pressemeddelelsen fra Kulturministeriet her.

fc6c78_maglemoelle.jpg
Foto: Næstved kommune
ee2719_naestved_bymidte_groennegades_kaserne.jpg
Foto: Næstved kommune
b95fd9_karrebaek_moelle.jpg
Foto: Næstved kommune

 


Nyhedsoverblik