Næstved-firma vil sælge hjælpemidler i Asien

Foto: TV ØST

Virksomheden Ropox i Næstved har planer om at vokse med 35% de næste tre år. Det skal bl.a. ske ved at sælge hjælpemidler til ældre i Asien.

Ropox holder til i Næstved og har 70 ansatte, som laver hjælpemidler til folk forskellige steder i hele verden.

Specialet er køkkener og badeværesler til folk med nedsat funktionsevne - og planen er, at også ældre i Asien skal nyde godt af firmaets velfærdsteknologi, skriver Børsen.

Satser på de ældre i Kina

- Vi ved, at der er et kæmpe marked inden for det område, der hedder pleje- og ældreboliger i Kina. Det drejer sig blot om at finde den rigtige bygherre, der kan se, hvor stor værdi vores systemer kan tilføre deres produkter, siger salgsdirektør Jens Winther til avisen.

Ropox har en årlig omsætning på 60 mio. kr., og virksomhedens plan er at vokse med 35% de næste tre år. Det skal bl.a. ske ved at få gang i salget i Asien.

I dag går 75% af Ropox' produktion til eksport, men indtil nu tegner Asien sig kun for 10%.

- Vi er i dialog med flere potentielle kunder - bl.a. et stort kinesisk forsikringsselskab, siger Jens Winther til Børsen.

Væksthus Sjælland hjælper 

Ropox er blot en af 46 regionale virksomheder, der har deltaget i et Kina-projekt under Væksthus Sjælland.

Det har haft til formål at klæde virksomhederne på til at komme ind på det kinesiske marked.

Projektleder Karin Vith Ankerstjerne fortæller til Børsen, at projektet foreløbig har givet pote for en halv snes af deltagerne.

Hos Ropox er det ekstremt vigtigt for salgsdirektøren at få den første ordre i hus, så firmaet har et projekt at referere til. han håber ifølge Børsen, at det sker i løbet af efteråret.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App