Nabohjælp hitter (Video)

Sommerferien er højsæson for indbrudstyve. Men i fællesskab kan man faktisk gøre meget for at skræmme tyvene bort.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To indbrud på et år sætter sine spor.
Ann Marie Jensen fra Mogenstrup mærker stadig frygten, hver gang hun kommer hjem.

- Man har jo ikke den samme tryghed, som man havde før de indbrud desværre. Det har ellers altid været sådan et trygt sted at være, fortæller hun.

Hun deler desværre oplevelsen med mange andre på den ellers så fredelige villavej i Mogenstrup.
Striben af indbrud fik naboen Bodil Larsen til at bede politiet om et møde for at få gode råd om, hvordan de sammen kan sikre sig mod tyvene.

Se hele indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090623_tyv.flv]

Kriminalassistent Peter Anker Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-falsters politi kom på besøg til et beboermøde.  Og de sikringsråd, han havde med sig, gav straks gruppen af naboerne noget at arbejde med.

Nu skal Bodil Larsens mand, Preben Larsen, i sving med værktøjet for at sætte et stort og tydeligt skilt op. Det skal signalere nabohjælp og holde tyvene på afstand.

Nabohjælp bliver stadig mere populært, og det mærker politiet tydeligt.

- Jeg har tydeligt kunnet mærke, at efterspørgslen på råd om netop nabohjælp er steget meget. Og selvfølgelig vil vi i politiet gerne komme ud være det, man populært sagt kan kalde en fødselshjælper på projektet, fortæller Peter Anker Nielsen. 

Indbrudstyvene har meget arbejde, når andre holder sommerfri. De tomme indkørsler resulterer i op til en fjerdedel flere indbrud.
Preben Larsen skal snart i sving med at få skiltet på plads:

- Forhåbentligt vil det betyde, at tyvene vil tænke sig om en ekstra gang, før de beslutter sig for at aflægge besøg, fortæller han.

Nabohjælp er dog langt fra den eneste måde, hvorpå man kan sikre sig mod indbrud. Du kan finde meget mere information om, hvad du selv kan gøre på hjemmesiden www.mit-sikre-hjem.dk


Nyhedsoverblik