Når tågen letter, så kommer solen

Der er lagt op til sommerlig varme det meste af den kommende uge. En enkelt dag kan der dog komme en del blæst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efterårets kølige vejr lader vente på sig, selv om kalenderen skifter september ud med oktober i denne uge. Både dag- og nattemperaturerne ligger nemlig i den lune ende, lyder det fra DMI.

- Overordnet set er det en ustadig uge, men det er lunt for årstiden. De fleste dage ligger på mellem 15 og 18 grader. Det, synes jeg, er relativt lunt omkring oktober, siger meteorolog ved DMI, Lars Henriksen.

Ugen byder samtidig også på perioder med både regn, skyer og stedvist noget sol.

- Ugens første dage vil være præget af en del skyer, men der er også mulighed for lidt sol af og til, siger meteorologen, der kalder ugens vejr for "en blandet landhandel".

Den sydlige del af landet har størst chancer for sol mandag. Tirsdag og onsdag vil til gengæld være overvejende grå og til tider også våd med svage til jævne vinde. Dagtemperaturerne forbliver mellem 15 og 18 grader.

- Det er ikke unormalt, men man forventer heller ikke lige 18 grader i oktober. Nærmere nede omkring 10 til 15 grader. Lige nu ligger vi også på relativt pæne nattemperaturer med 10 til 15 grader de første nætter, og det er ret højt, lyder det fra Lars Henriksen.

Torsdag klarer det op fra nordvest med nogen eller en del sol og tørt vejr, og fredag byder også på lidt eller nogen sol de fleste steder. Her kan der dog også komme en let, frisk sydøstlig vind og ved kysterne nogle steder op til hård vind.

Meteorologen mener alligevel ikke, at der er udsigt til brug af betegnelsen "Indian Summer", der byder på varme i efterårsmånederne.

- Der er ikke noget, der tyder på det i prognoserne lige nu, siger Lars Henriksen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik