MSE-konkurs: Uvist hvor mange ansatte der fyres

Det er endnu uvist, hvad entreprenørvirksomheden MSEs konkurs får af betydning for de ansatte. Nogle stillinger bevares muligvis, lyder det fra tillidsmanden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fremtiden er rent arbejdsmæssigt meget uvis for de omkring 100 ansatte i entreprenørvirksomheden MSE A/S i Alstrup ved Nørre Alslev.

Onsdag kom det frem, at virksomheden er gået konkurs, men hvad det helt konkret får af betydning for medarbejderne er endnu uvist.

- Medarbejderne har fået at vide, at der bliver kigget på, om et underselskab kan overtage nogle af opgaverne, så nogle af jobbene kan bevares, og så har vi fået at vide, at vi i aften får besked om, hvem der bliver genansat, og hvem der skal fyres, siger Steen Jensen, der er tillidsmand i firmaet.

Folk er kede af det

Virksomhedens direktør, Jan Sørensen, fortalte onsdag til folketidende.dk, at det er milliontab på nogle store entrepriser, der har gjort udslaget for den i forvejen pressede virksomhed.

Torsdag sidder han i møde med kurator om afviklingen af firmaet. Imens må de ansatte holde vejret. 

- Folk er selvfølgelig kede af det og frustrerede, men der er ikke så meget at gøre lige nu, siger Steen Jensen.

MSE A/S har tidligere vundet kontrakter på flere store projekter blandt andet på omfartsvejen i Nykøbing Falster og i forbindelse med det nye fængsel på Nordfalster.


Nyhedsoverblik