Motorvejsulykke kan have forurenet vandløb

Åen ved Tårup på Falster er blevet forurenet af dieselolie, der formentlig stammer fra en lastbil, der forulykkede på motorvejen i sidste uge. Men ifølge kommunens miljøvagt burde det slet ikke være muligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Åen, der løber bag Niels Hansens gård i Tårup på Falster, er fyldt med olie.

- Jeg frygter, at fiskene kan dø. Der har været forurening her før, hvor de har ligget med buen i vejret. Det er sket en tre-fire gange, siger Niels Hansen.

Olieudslippet stammer sandsynligvis fra en ulykke på motorvejen i onsdags, der skete kort før afkørslen ved Nørre-Alslev. En lastbil kørte galt i det voldsomme snevejr og lækkede 280 liter olie.

Da Niels Hansen opdagede olien i åen, anmeldte han det til politiet, og der blev straks lagt flydespærringer i åen for at begrænse forureningen. Men olien burde ifølge miljøvagten ikke kunne sive ud i åen.

- Umiddelbart så burde afløbssystemet ud fra det, som jeg har fået oplyst gå til et regnvandsbassin, så man opfanger olien, men hvis det stammer herfra og er løbet via et andet system i åen, så er det måske noget, vi skal se på, siger Nina Poulsen, der er miljøvagt i Guldborgsund Kommune.

Når sneen er væk vil miljøvagten undersøge motorvejens drænsystem. Hos vejdirektoratet ser man alvorligt på sagen.

- Motorvejen må ikke forurene det omgivende miljø. Vi vil tage hånd om det sammen med miljøvagten, hvis det viser sig, at der er et problem, siger Lars Christiansen


Nyhedsoverblik