Mor til drabssigtet kritiserer kommune

Foto: TV ØST

En 84-årig kvinde giver Slagelse Kommune skylden for, at hendes datter i dag sidder varetægtsfængslet for drabet på hendes multihandicappede barnebarn.

Henny Hansen er vred på Slagelse Kommune. Hun er nemlig af den opfattelse, at det er kommunen, der er årsagen til, at hendes 63-årige datter i tirsdags blev varetægtsfængslet for at have slået hendes 43-årige multihandicappede barnebarn ihjel.

Barnebarnet blev i maj 2012 flyttet fra et samværs- og aktivitetstilbud i Slagelse til en ny institution i Skælskør, men Henny Hansen mener ikke, at institutionen tilbød en tilfredsstillende behandling, og det har ifølge den 84-årige kvinde haft konsekvenser.  

- Tøsen blev svagere og svagere. Hun kunne ikke gå på benene til sidst, fordi hun ikke blev gangtrænet derude, hvor hun var. Det blev hun jo i Slagelse. De skulle have beholdt hende der, så var det aldrig sket, siger Henny Hansen.

Hårdt presset af kommunen

Mandag eftermiddag fandt politiet Henny Hansens 43-årige barnebarn død i huset på Konge-åsen i Skælskør. Henny Hansens datter erkendte med det samme at stå bag drabet. Som årsag til drabet forklarede den 63-årige tirsdag i retten, at hun ikke havde overskud til at passe den multihandicappede datter længere. Det er en forklaring, som Henny Hansen kan nikke genkendende til.

- Hun var så hårdt presset af kommunen, så det halve kunne være nok. Det var jo lige meget, hvem hun havde fat i, så nægtede de, og til sidst kunne hun ikke mere, siger Henny Hansen.

Samme service- og kvalitetsniveau

Slagelse Kommune er imidlertid ikke i enig i, at barnebarnets tilstand blev forværret på den nye institution i Skælskør. I stedet understreger Poul Bjergved, der er handicapchef i kommunen, at de to tilbud svarer til hinanden.

- Det er samme service- og kvalitetsniveau, og så er der et dedikeret personale, der også tager individuelle hensyn til de behov, som den enkelte borger har. Det er opgaven, og det er også den, som vi varetager både i Skælskør og i Slagelse, siger han.

Poul Bjergved kan ikke kommentere konkret på familiens anklage, da sagen fortsat bliver behandlet og efterforsket. 

03:36 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App