Møns Bank godt fra start i år

Med et resultat på ni millioner kroner før skat i 1. kvartal af 2015 har Møns Bank fået en særdeles god start på året.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Møns Bank er kommet godt fra start i 2015. Efter 1. kvartal lyder resultatet på ni millioner kroner før skat og er præget af en stigende aktivitet på alle områder i banken, og det høje aktivitetsniveau i 2014 er fortsat ind i 1. kvartal 2015. Det skriver banken i en pressemeddelelse.

Bankens resultat er præget af en stigende udlånsaktivitet, et historisk højt niveau for omlægning af realkreditlån samt en fortsat stigende aktivitet indenfor investeringsrådgivning og formueforvaltning.

Mere end 550 nye kunder

Bankens aktivitetsudvidelser i 2014 med afdeling i Næstved, flere konsulenter til Møn Direkte samt øget markedsfokus i Vordingborg-området har betydet en yderligere kundetilgang. Vi har således i første kvartal budt mere end 550 nye kunder velkommen i banken.

- Med et kvartalsresultat på ni millioner kroner før skat er vi kommet særdeles godt fra start i 2015, og selv om samfundsøkonomien fortsat kører i et lavt gear, så har vi i årets første kvartal haft et aktivitetsniveau i banken, der aldrig har været højere, siger bankens direktør Flemming Jensen og fortsætter.

- Igennem de senere år har vi investeret mange ressourcer og penge i en fortsat udvikling af bankens fremtidige forretningsgrundlag og indtjening, og med den start, vi har fået i 2015, så er både aktivitet og indtjening foran vores budgetter.

Sidste år aktiviteter trækker

Det høje aktivitetsniveau har haft en positiv afsmittende indvirkning på bankens indtægter, der er steget med 3,6 millioner kroner til 13,3 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år. De samlede netto renteindtægter er samtidig faldet med 2,1 millioner kroner. Årsagen er primært det lavere renteniveau, som reducerer bankens renteindtægter af overskudslikviditeten. Samlet set stiger bankens indtægter i perioden fra 30,8 mio. kroner til 31,7 millioner kroner.

- Denne indtægtsfremgang skal sammenholdes med en stigning i de samlede omkostninger på 2,1 millioner kroner til i alt 21,8 millioner kroner, nævner Flemming Jensen og præciserer, 'at langt den væsentligste stigning i bankens omkostninger kan henføres til investeringen i de nye aktiviteter igangsat i 2014.'

- Det betyder, at efter bankens udgifter til indskydergaranti og modregninger på realkreditlån på i alt 1,6 millioner kroner, så ender bankens basisdrift i 1. kvartal på 8,2 millioner kroner, hvilket er meget tilfredsstillende og bedre end forventet ved indgangen til året, siger Flemming Jensen.

Det samlede resultat er således præget af en meget tilfredsstillende basisdrift på 8,2 mio. kr., kursgevinster på 3,7 mio. kr. samt begrænsede nedskrivninger på udlån for 2,9 millioner kroner.

Udlån og indlån stiger

Siden årets start er bankens udlån steget med 17 mio. kr. til 1.064 mio. kr., og det samlede indlån udgør godt 1.600 mio. kr., og med den særdeles gode balance mellem ind- og udlån samt en solvens på 14,00 % er Møns Bank godt rustet til at tage imod yderligere bankforretninger.

I Møns Bank mærker vi, at lokalbanken lever, og det er bankens vurdering, at udviklingen på markedet igennem de senere år med færre lokalbanker ikke har været drevet af kunderne. Banken har fået mange nye privat- og erhvervskunder på Sydsjælland, hvor konkurrencesituationen har ændret sig markant i forhold til for blot få år siden, hvor der var flere lokale banker.

- Vi mærker tydeligt, hvordan mange kunder savner deres lokale bank, og når jeg ser tilbage på 1. kvartal, så har vi sagt velkommen til mere end 550 nye kunder i Møns Bank. Vi hører, at kunderne lægger vægt på, at der kan ringes direkte til banken, og bankens medarbejdere er tilgængelige. Begge dele er forhold, som vi selv lægger stor vægt på, og jeg vurderer, at det er med til, at mange nye kunder har rettet henvendelse til os. Samtidig mærker vi, at der lægges stor vægt på den sammenhængskraft, bankens opbakning og støtte til lokale tiltag og initiativer medvirker til, både indenfor erhvervslivet som støtte til forenings- og kulturlivet.

Selv om banken efter 1. kvartal har opnået en tredjedel af den forventede årlige basisdrift, der er sat til 23-28 millioner kroner, bliver forventningerne ikke opjusteret. Årsagen er, at der fortsat er stor konkurrence på udlån, ligesom der er stor usikkerhed om, hvorvidt det høje aktivitetesniveau fortsætter.
 


Nyhedsoverblik