Fra en arm på en kran dingler en tekniker, mens han sætter de sidste forbindelser til. Han tilslutter og puster liv i borgernes mobilsignal ved Ringsted Forsyning i udkanten af Ørslev.
Det er kærkomment hos bysbørnene.
- Det nedbryder samfundet, hvis man ikke kan komme i kontakt med hinanden, siger lokale Jørgen Nielsen til TV2 ØST, mens Birte Hansen forsøger at ringe sin søn op. For signalet halter stadig.
- Hvordan det gik? Jeg ved ikke om min søn nåede at høre mig, siger hun.
Det midlertidige signal holder ikke
Svineavler Peter Kiær i Terslev nær ved Ørslev har i næsten 3 uger savnet en klartone i sin telefon.
- Nu kan vi snakke sammen i et minut, siger han efter en test.
- Det er slet ikke godt nok.
Selvom han kan ringe sine kolleger op igen og kommunikere på tværs af gården, er signalet stadig ikke godt nok til at han kan fuldføre en ordentlig samtale i telefonen. Han håber ikke, der går lang tid, før signalet er tilbage ved fuld styrke.
- Jeg frygter, at der kan gå op til 4 måneder, før signalet igen er ordentligt oppe og køre, siger Peter Kiær.
Mobilmaster til millionpris
Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, der er brancheorganisationen for teleselskaber, har forhandlet med Ringsted Kommune om lejen af pladsen ved Forsyningen i udkanten af Ørslev.
Han oplyser, at sagens omkostninger ender i millioner.
- For nedtagning af den gamle mobilmast, opsætning af de midlertidige og rejsning af den nye, store mobilmast, ender vi med en regning i omegnen af 2 millioner, siger Jakob Willer.
Det har Birte Hansen fra Ørslev kun hovedrysten til overs for.
- Det er spildte penge. Jeg synes bare, det er for dårligt, at sådan 2 store organisationer ikke kan kommunikere sammen ordentligt, siger hun.
Ringsted Kommune ville ikke kommentere sagen overfor TV2 ØST, og vil først komme med en melding torsdag efter mødet i Økonomiudvalget om sagen.