Mistanke: Betjent stjal bøder fra mindst 10 bilister

Foto: TV ØST

Sjællandsk politimand beskyldes for i sin fritid at være rykket ud for at stjæle bødepenge fra udlændinge

I mere end 10 tilfælde skal en sjællandsk politimand have stukket bilisters bødepenge i egne lommer. Ovenikøbet skal han have stjålet en patruljevogn, da han også i sin fritid rykkede ud for at plukke trafikanter.

Det mener efterforskerne i Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, som har udvidet sigtelsen i den usædvanlige sag.

De ønsker ikke onsdag formiddag at oplyse til TV ØST, om den sjællandske betjent gør tjeneste ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi eller Midt- og Vestsjællands Politi.

De oplyser dog, at sagen er vokset en del i omfang.

- Via vores efterforskning har vi konstateret yderligere forhold af underslæb, siger efterforskningschef Niels Raasted til Ritzau.

Gik efter udenlandske bilister

Ofrene skal være udenlandske bilister. Når udlændinge stoppes for at have kørt for stærkt eller for andre overtrædelser af færdselsloven, kan han eller hun få sagen ud af verden straks. Betjenten kan på stedet skrive en bøde og så modtage kontanterne.

Men en sjællandsk betjent beskyldes altså for at have stjålet pengene.

Da han blev anholdt i begyndelsen af april, drejede mistanken sig om et par tilfælde. Men nu er sagen vokset i omfang.

Desuden mener efterforskerne, at betjenten også er gået på rov i trafikken, selv om han ikke var i tjeneste.

- Vi har rejst sigtelse for nogle tilfælde af brugstyveri, idet han i sin fritid skal have tilegnet sig en polititjenestebil, da han kørte ud, siger Niels Raasted.

Betjent vil ikke tale mere om sagen

Niels Raasted vil ikke røbe, hvordan de yderligere forhold er blevet afsløret.

- Jeg vil ikke komme ind på vores efterforskning, siger Niels Raasted.

Betjenten har ikke ønsket at lade sig genafhøre af efterforskerne.

Også en anden politimand er sigtet for i et par tilfælde at have stjålet bødepenge fra bilister. Desuden beskyldes denne betjent også for at have underskrevet sig med forkert navn og personalenummer, hvilket er dokumentfalsk.

Som nævnt er bilisterne udlændinge. Derfor samarbejder man med myndighederne i Belgien, Bulgarien, Italien, Polen, Sverige og Tyskland.

Advokat Martin Cumberland er forsvarer for de to sigtede betjente, og han har tidligere oplyst, at de nægter sig skyldige.

Snart sendes sagerne videre fra politiklagemyndigheden til Statsadvokaten i København, som skal afgøre, om der skal rejses tiltale.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App