Midt- og Vestsjællands politikreds skaber høj tryghed

Ni ud af ti borgere i Midt- og Vestsjællands politikreds føler sig trygge i deres nabolag, viser helt nye tal fra politiets årlige tryghedsmåling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For tredje år i træk har Dansk Politi gennemført en undersøgelse, der måler borgernes tryghed og tillid til politiet, og de netop offentliggjorte tal viser, at 89,8 procent af borgerne i Midt- og Vestsjællands politikreds føler sig grundlæggende trygge i deres nabolag. Det skriver Midt- og Vestsjællands politi i en pressemeddelelse.

Samtidig er tilliden til Midt- og Vestsjællands Politi stigende: 81,9 procent af borgerne har tillid til politiet mod 79,2 procent sidste år.

- Jeg er glad for, at borgerne her i politikredsen føler sig trygge dér, hvor de bor. Vi oplever et stort fald i kriminaliteten i disse år, så det har de heldigvis også god grund til at føle. Det er afgørende, at vi fortsætter det gode samarbejde på tværs af myndigheder, boligselskaber, foreningslivet osv., for tryghed skabes ved en fælles indsats, udtaler politidirektør Anne Tønnes.

Midt- og Vestsjællands Politi har i 2015 gennemført en organisationsændring, som betyder, at der i fremtiden bliver satset markant på det forebyggende arbejde. Politiinspektør Michael Flemming Rasmussen, der har ansvaret for Forebyggelse, Plan og Analyse, tager også tryghedsindeksets resultater til sig:

- Tryghedsindekset indgår som et element i vores analyser, når vi skal udvælge og forme de forebyggende indsatser, som vi i kredsen vælger at prioritere. Vi skal holde fast i den tendens, som vi ser, og arbejde for, at vores borgere også næste år må føle sig endnu mere trygge. Det er samtidig vigtigt for os, at endnu flere borgere har tillid til os. Tillid er noget, vi opbygger over tid, og derfor er vi glade for at se en stigende tendens, men vi vil gerne komme længere endnu. 

 

De udsatte boligområder oplever også højere tryghed

Udover den generelle tryghedsmåling i hele politikredsen, så bliver der også målt specielt på den grundlæggende tryghed hos beboerne i særligt udsatte boligområder. Her oplever man ligeledes en markant stigning i trygheden. Både i Karlemosen, Ellemarken og Askerød er der mange beboere, der er grundlæggende trygge.

Greves borgmester Pernille Beckmann er glad for den positive tendens, der viser sig i Askerød:

- I Askerød har vi set en stor stigning i borgernes grundlæggende tryghed de seneste år. I 2013 svarede 52,9 procent af beboerne ja til, at de følte sig trygge i deres nabolag. Det tal er i år oppe på 68,3 procent, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Vi skal dog gerne endnu højere op, og det arbejder vi i fællesskab på at komme, fortæller hun.

Også Køges borgmester, Flemming Christensen, er glad for udviklingen:

"Både i Ellemarken og Karlemosen oplever vi en flot stigning i antallet af beboere, der er grundlæggende trygge. Det er glædeligt, når man kan se, at en fælles indsats giver gode resultater, og jeg er glad på beboernes vegne, for folk skal kunne føle sig trygge dér, hvor de bor.

 

Fakta om Politiets Tryghedsindeks

Spørgeskemaundersøgelsen måler trygheden og tilliden til politiet i de særligt udsatte boligområder, i de fem største byer, i de 12 politikredse og i hele landet.

Danmarks Statistik har stået for indsamlingen af spørgeskemadata for Rigspolitiet i perioden fra 25. juni 2015 til 28. september 2015. Af 19.335 repræsentativt udvalgte respondenter på 15 år og derover svarede 11.047, hvilket giver en svarprocent på 57,1.

Politiets Tryghedsindeks er udarbejdet på baggrund af tre faktorer, der har betydning for borgernes tryghed:

  • Nabolagsproblemer: Borgernes vurdering af om en given type kriminalitet eller utryghedsskabende adfærd forekommer i nabolaget.
  • Oplevet tryghed: Borgernes tryghed ved de forskellige typer kriminalitet eller utryghedsskabende adfærd, der forekommer i nabolaget.
  • Anmeldelser: Borgernes anmeldelse af kriminalitet pr. 1000 indbyggere.

De særligt udsatte boligområder fastlægges af politiet en gang årligt. Det er områder, de enkelte politikredse har peget på som særlige indsatsområder på baggrund af omfattende analyser af de lokale udfordringer.  

 

Se undersøgelsens resultater for Sydsjællands og Lolland-Falsters politi her.


Nyhedsoverblik