Midlertidigt asylcenter åbner i Odsherred

100 børn og unge på flugt fra krig rykker snart ind i deres midlertidige hjem i Annebergparken i Odsherred, oplyser kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odsherred får snart et midlertidigt asylcenter, der skal huse omkring 100 flygtningebørn, der er alene og uden forældre i administrationsbygningen i hovedanlægget Grønnegården i Annebergparken.

Det skriver Odsherred Kommune i en pressemeddelelse.

Derfor er der arrangeret et borgermøde mandag den 27. oktober i teatersalen i Odsherred Teater for at informere borgere om planerne om det midlertidige asylcenter.

-  Det er med meget kort varsel, men vi har vurderet, at det er vigtigt, at borgerne kan få svar på de mange spørgsmål, som nyheden om et asylcenter har rejst, siger borgmester Thomas Adelskov (S).

På borgermødet vil Udlændingestyrelsen fortælle om Asylcentret og Dansk Røde Kors vil orientere om det daglige arbejde med børn og unge, der er flygtet fra krig.

Midt – og Vestsjællands Politi vil også være til stede under mødet med henblik på spørgsmål af politimæssig karakter, lyder det.

 Ifølge Thomas Adelskov er han positiv overfor det kommende asylcenter og for de arbejdspladser, som følger med.

 -    Det er vigtigt, at vi nu får de korrekte informationer og oplysninger om det kommende asylcenter på plads, så vi som politikere og borgere kan forholde os til realiteterne, siger han i en pressemeddelelse.

Borgermødet begynder klokken 19:00.


Nyhedsoverblik