Meyer fik gambianer med i fodboldprojekt på bagkant

Claus Meyer var lige hurtigt nok ude, da han præsenterede tidligere fodboldspiller Biri Biri som partner i Nykøbing FC. Gambianeren var slet ikke blevet spurgt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var ikke lige aftalt, da kendiskokken Claus Meyer i weekenden præsenterede den gambianske fodboldspiller Biri Biri som partner i fodboldprojektet, der skal få Nykøbing FC i Superligaen.

Biri Biri har tidligere spillet i B1901 - en forløber til NFC - men han anede ikke noget om, at han søndag blev en del af Claus Meyers planer. Det fortalte kokken tirsdag aften radioprogrammet Liga på P3.

- Som ung så jeg Biri Biri spille, og han var et stort idol for mig, da jeg var 9 år. Derfor havde jeg en drøm om, at Biri kunne være medejer, men jeg kunne ikke nå at få fat i ham, så jeg kom til at skrive i vores pressemateriale, at han var med. Min tanke var, at jeg kunne give ham en af mine aktier, men nu har vi så fundet ham nede i Gambia. Vi har i hvert fald talt med en af hans venner, der har talt med ham, og vi sagde til ham, at vi ville flyve Biri her til, for at han kunne modtage stadions hyldest. Han fortalte, at Biri var begyndt at græde, og nu har vi så fået hans telefonnummer, så vi har mulighed for at ringe til ham her i radioen, lød det fra Claus Meyer.

Hvorfor ikke?

Som sagt så gjort. Under udsendelsen ringede han gambianeren op.

- Jeg vil gerne dele noget med dig. Er du klar? Du spillede i B1901. Den her klub spiller nu i 2. division, og vi vil gerne hjælpe klubben tilbage til Superligaen, så vi har besluttet at investere nogle penge i det her projekt, og så fik vi den ide, at du på grund af det, du har betydet for mig og for byen, så vil vi gerne give dig en andel af det her, fortalte Claus Meyer, og accepten var der hurtigt fra gambianeren.

- Ja, hvorfor ikke? B1901 er et af de gode hold, jeg spillede på, og jeg var meget glad for Danmark.

Skal hyldes til efteråret

Han har kun været tilbage i Danmark en gang, siden han stoppede sin professionelle karriere, men nu ser det ud til, at han kan forvente endnu et besøg. Claus Meyer vil i hvert fald forsøge at skaffe penge til en flybillet til Biri Biri, så den 68-årige fodboldpensionist i efteråret kan lade sig hylde på stadion på Falster.

Den tidligere landsholdsspiller Claus Jensen er sammen med Meyer hovedinvestor i Nykøbing FC. De skyder begge to fem millioner kroner i klubben i første omgang og forventer, at det beløb sammen med andre investorer er fordoblet inden sommerferien. Planen er, at investeringen på sigt skal udmønte sig i en plads i Superligaen. 


Nyhedsoverblik