Mest ungdomsvold i provinsen

Unge i provinsen begår mere vold end unge i storbyen. Flere af byerne i vores region ligger på top 10 listen over, hvor de unge begår mest vold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er meget vold blandt de unge i Fakse. Faktisk så meget at byen topper vores region med 22 voldsforbrydelser pr. 1000 15-17-årige. Det viser en opgørelse, som Politiken har udarbejdet. De større byer som Næstved og Holbæk har kun 8 og 6 voldsforbrydelser pr. 1000 unge.

- Hver weeekend er der faktisk slåskamp. Og det er næsten kun unge, der er med, fortæller Helle Pedersen. Hun har selv oplevet at være involveret i vold. Det samme har Casper Abel en dag, der kom en busfuld unge fra en anden by.

- De havde været provokerende og flere gange stået og pustet sig op over for de unge i Fakse. Til sidst hev vi fat i dem, og så fik de røvfuld, fortæller han til TV2 ØST.

Byens ungdomsklub og Faxe Kommune har ellers sat flere tiltag i værk for at komme volden til livs. Blandt andet går medarbejderne fra kommunens ungdomsklubber flere gange om ugen på gaden for at tale med de unge.

- Det, vi primært gør, er at være synlige og være til stede. Og så tage dialogen med de unge, fortæller René Jensen, der er leder i fritids-og ungdomsklubben Bakkedal.  

Formanden for børne- og familieudvalget i Faxe Kommune, Knud Erik Hansen, er overrasket over Fakses placering som nr. fire på listen over byer med de mest voldelige unge.  

- Vi har godt været klar over, at der har været en del sager, men at vi ligefrem skulle op på 4. pladsen, det havde jeg ikke troet, siger han.

Knud Erik Hansen tror, en del af forklaringen på de mange voldsforbrydelser er, at mange unge i byen ikke får en uddannelse og kommer fra ressourcesvage familier.

Også andre byer i vores region ligger højt placeret på listen med voldskriminalitet. Højreby og Fuglebjerg ligger nr. syv og otte med 21 og 19 voldsforbrydelser pr. 1000 unge. I den helt anden ende ligger blandt andet Skælskør, Stevns og Dianalund med 0 voldsforbrydelser pr. 1000 unge.

Her kan du se Politikens opgørelse over voldsforbrydelser blandt unge (Word-dokument). Se hvor din by ligger på listen.


Nyhedsoverblik