Mere regn på vej

Først i eftermiddag stopper regnen efter de omfattende oversvømmelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den sydlige del af Danmark har fået store mængder regn anden juledag og først på natten til søndag.

Tidligt søndag morgen er regnen stilnet af, men op ad formiddagen ventes der flere byger ifølge DMI.

- Der kommer regnbyger ind fra nordvest i løbet af dagen, og de giver noget vand. Det er ikke store mængder, men hvis der kommer endnu mere regn, kan det skabe nogle problemer. Først efter middagstid vil det begynde at holde tørt, siger vagthavende meteorolog Lars Henriksen til Ritzau.

De store regnmængder har givet beredskabet travlt særligt i det sydjyske, hvor man forsøger at pumpe vandmasserne væk. Både på Fyn, Sjælland og i Jylland er veje spærret på grund af oversvømmelser.

- Der er set over det seneste døgns tid kommet meget vand rigtig mange steder. Ifølge vores målinger ligger vi i den sydlige del af landet mange steder mellem 25 og 35 millimeter. Nogle steder er der kommet mere, fortæller Lars Henriksen.

Tidligt søndag morgen er DMI dog fortsat ved at danne sig et overblik over de præcise nedbørsmængder, understreger meteorologen, som siger, at der nogle steder muligvis kan være faldet 40-50 millimeter regn.

Anden juledag blev der alene i de første 18 timer af dagen registreret 41 millimeter regn i Aabenraa.

I det nordjyske er man sluppet for regnen. Til gengæld er der natten til søndag faldet en del sne og slud ifølge DMI.

- I Vendsyssel er det nu rigtig vinterligt her sidst på natten og i morgentimerne med slud og sne, siger Lars Henriksen, der forklarer, at nedbøren falder som sne nord for Aalborg og som slud i Aalborg.

Når temperaturen stiger op ad dagen, vil sneen dog formentlig tø, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik