Menighedsråd i Vig bakker op om kontroversiel præst

Foto: TV ØST

Præst Annette Berg har stadig opbakning i sit menighedsråd, efter hun i Præstens Lektie på TV ØST udtalte, at hun tror på reinkarnation.

- Vi har altid bakket op om Annette Berg, og det bliver vi ved med, indtil andet er bevist, lyder det fra formand for menighedsrådet i Vig, Ann West.

Menighedsrådets præst Annette Berg kunne ellers være kommet i unåde. I programmet Præstens Lektie, der blev vist på TV ØST torsda aften udtalte hun, at hun tror på reinkarnation.

- Jeg tror bare på, at vi afklæder os kroppen, når vi dør. Den bliver til kompost. Vi bliver til jord igen, men sjælen lever videre. Sådan sagde Anette Berg i programmet Præstens Lektie på TV ØST.

Læs også: Præst: Sjæle kan leve videre i en ny krop

Menighedsråde vil samles

At sjælen lever videre efter vores død, er en vigtig lektie i hinduismen og buddhismen. Men ikke i kristendommen. Derfor har præster siden udtalt sig om det uforenelige mellem kristendommen og reinkarnationen.

Menighedsrådet i Vig bakker dog op om deres præst, indtil der er grund til andet.

- Jeg indkalder til menighedsrådsmøde inden for de næste par dage, så snakker vi om, hvordan det hele forholder sig, lyder det fra Ann West.

Læs også: Præst: Annette Bergs syn på reinkarnation og kristendom er uforeneligt

Annette Berg: Jeg vil skabe dialog

Det kommer ikke bag på præst Annette Berg, at hendes menighedsråd bakker op om hende.

- Jeg er meget på linje med mit menighedsråd. Det er et åbent menighedsråd, som gerne vil i dialog, det synes jeg er dejligt, fortæller Annette Berg fra Vig.

Netop det at skabe dialog er grunden til, at Annette Berg har udtalt sig om reinkarnation i første omgang.

- Jeg vil gerne skabe dialog. Vi skal ikke sidde i hver vores skyttegrav, men finde ligheder mellem religionerne. Der har været rigeligt krige førhen. Jeg synes, tiden er moden til, at vi ikke behøver tage folk i retten, når de siger noget nyt, siger Annette Berg og fortsætter:

- Jeg håber, at det skaber dialog om, hvad der sker efter døden rundt i de små hjem.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App