Medicin-tyve skal holdes ude

Foto: TV ØST

Tyveri af livsfarlig medicin skal stoppes. Sygehusledelsen kigger på at få lås på dørene til operationsstuerne.

Hidtil har der været ulåst ind til operationsstuerne på sygehuset i Slagelse i dagtimerne. Men fremover skal personalet sandsynligvis gøre brug af et chipsystem, så der ikke bliver stjålet medicin.

- Det er noget, vi tager meget alvorligt. Medicinen er livsfarlig i ukyndiges hænder. Derfor kigger vi på, hvordan vi kan få låst dørene, uden at det går ud over behandlingen af patienterne, siger Aase Bjerring, der er vicedirektør i Sygehus Syd.

På Slagelse sygehus har man op til weekenden været udsat for tyveri af medicin. Medicinen stod i et forberedelsesrum til en operationsstue.

På operationsstuerne støder personalet indimellem på folk, der har fået forvildet sig derind. Men på sygehuset mener man ikke, at der har været tyverier tidligere.

Med lås på dørene håber sygehusledelsen, at ingen uvedkommende kommer ind til operationsstuerne. Politiet er ikke kommet nærmere den stjålne livsfarlige medicin og opfordrer til, at den bliver afleveret hos dem eller på et apotek.

Sygehusledelsen vil diskutere forslaget om et låse-system til operationsstuerne nærmere på et møde i morgen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App