Matador-by får hjælp fra Nykøbing Falster

Korsbæk genopstår i 2015 på Bakken. Og Matador-byen kommer til at huse en hel frisørsalon fra Nykøbing Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En hel frisørsalon er blevet flyttet fra Frisørmuseet i Nykøbing Falster til Bakken, hvor den skal være med til at give den rette Matador-stemning, oplyser P4 Sjælland.

Frisørmuseet i Nykøbing Falster er en privat samling af 10 hele saloner, frisørartikler og spændende instrumenter, som har haft en betydning for frisørfaget gennem tiderne.

Lige nu er det meste af museet pakket ned for vinteren, men én af de 10 saloner er helt blevet flyttet. Det skyldes, at den fra den 30. april 2015 skal indgå i genskabelsen af Matadorbyen Korsbæk på Bakken.

Og frisørsalonerne har forandret sig en hel del fra Matador-æraen og frem til i dag, fortæller opsynsmand på Frisørmuseet i Nykøbing Falster, Kurt Andersen:

- Da havde man ganske almindelige trævægge, som man malede. Og så havde man marmorkonsoller og spejlvægge med facetslebet glas, og det ser man ikke i dag, siger han til P4 Sjælland.

Hårvask var heller ikke en daglig foreteelse på den tid, men så havde man andre løsninger, fortæller Kurt Andersen:

- Man gav det en god gang sprit, altså hårvand, siger han.

I serien Matador kommer seerne ikke med ind frisørsalonen, den ses kun udefra:

- Man ser frisørskiltet. Det karakteristiske frisørskilt, som sådan set er en sæbeskål, fortæller Kurt Andersen.

Han er selv tidligere frisør og har haft en salon igennem mange år, og han er ikke i tvivl om, hvem der har én af Matadors mest moderigtige frisurer:

- Det er helt klart Maude med de fald, hun har i håret, siger han.

Frisørmuseet i Nykøbing Falster åbner igen den 1. maj 2015, dog uden dén salon, der altså nu befinder sig på Bakken.

Dén kan man til gengæld se, når Korsbæk på Bakken åbner d. 30. april.


Nyhedsoverblik