Markant blogger slutter med kanonade mod Faxe Kommune

Foto: TV ØST

Den markante blogger og samfundsdebattør Johnny Larsen fra Haslev har besluttet sig for at stoppe. I sit sidste indlæg angriber han Faxe Kommune.

Den politiske debattør og blogger Johnny Larsen har besluttet sig for at stoppe sin politiske kamp for bedre forhold for sygemeldte og de svageste i samfundet. Det skriver Avisen.dk.

Johnny Larsen har haft en blog på netavisen Avisen.dk i flere år, hvor han fra sin stilling som sygemeldt med en række alvorlige, kroniske sygdomme har kæmpet for dels sin egen sag – men også generelt for bedre forhold for alle andre sygemeldte personer.

Bloggen har gjort ham landskendt. Her har han haft ry for at være særdeles skarp – og ifølge visse debattører også over stregen.

Den nu 62-årige blogger stopper da også med et skarpt angreb på Faxe Kommune, som bloggeren mener kun tænker på økonomi, og ikke på mennesker.

-  Da jeg begyndte at skrive denne blog, var det fordi, jeg følte mig uretfærdigt - og ikke mindst uværdigt - behandlet af Faxe Kommune, og jeg forsøgte at få luft for al den harme, der var ved at æde mig op i kamp med kræft og andre sygdomme. Det har desværre ikke ændret sig. Faxe Kommune satser endnu hårdere end nogensinde på at smadre sine svageste borgere, skriver han i sin blog, hvor han også siger, at Faxe kommune både tilfører ham nye sygdomme, og forværrer dem, som han allerede har.

Johnny Larsen stopper ifølge sit blogindlæg på opfordring fra både sin psykolog og læge, der vurderer, at psyken og blodtrykket ikke kan holde til det pres, som han har oplevet at blive udsat for i offentligheden.

Læs Johnny Larsens sidste blogindlæg her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App