Manglende DNA-spor i gamle drabssager

Håbet var, at man med den nye teknologi kunne finde nye spor i gamle drabssager, men indtil videre er det ikke lykkedes for Midt- og Vestsjællands Politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et halvt år efter at Midt- og Vestsjællands Politi genoptog efterforskningen af de uopklarede drab på Bente Pedersen fra Holbæk i 1967 og Ole Svend Harry Ibsen fra Jyderup i 1988 har man ikke fundet nye spor i de gamle drabssager.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Ekstra svært i Holbæk

Politiet havde ellers håbet på, at man med ny teknologi kunne trække DNA-materiale ud fra tøj og andre effekter fra drabene, så man kunne få DNA-profiler på personer, der havde været i kontakt med de dræbte.

Men det har indtil nu ikke været muligt, og det ser ekstra svært ud i den 46 år gamle sag fra Holbæk, hvor den 33-årige lærerinde Bente Pedersen blev myrdet med 16 knivstik i sin lejlighed på Brogade 7 den 27. maj 1967.

- Sagen fra 1967 er et godt eksempel på en sag, hvor vi nok må sige, at DNA-materiale er gået tabt på grund af alderen, fortæller Ove Pedersen, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi, til dagbladet Nordvestnyt.

Drab i Jyderup

Ved drabet fra Jyderup om natten den 13. august 1988 blev den 40-årige Ole Svend Harry Ibsen slået i hovedet med et stumpt instrument tæt ved Jyderup Station, og han døde kort efter af sine kvæstelser.

Trods manglende DNA fortsætter efterforskningen.


Nyhedsoverblik