Mange tvivlere inden folkeafsteming

02:15

De seneste målinger viser, at næsten hver tredje dansker er i tvivl, om de skal stemme ja eller nej til retsforbeholdet på torsdag. Lokale politikere gik i dag på gaden for at imødekomme vælgernes tvivl.

Mange danskere er i tvivl, om de skal stemme ja eller nej til retsforbeholdet til folkeafstemningen på torsdag.

Den tvivl kom også til udtryk på gågaden i Nykøbing Falster i dag.

- Jeg tror ikke helt, at folk har styr på det. Det havde jeg heller ikke selv for et par dage siden, men nu har jeg sat mig ned og læst om det og fået en stemme, fortæller Laura Christine Nielsen fra Nykøbing Falster. 

Ja-partier gik på gaden

Med kun 5 dage tilbage til folkeafstemningen var fire ja-partier i Guldborgsund Kommune gået sammen og stod på gågaden i Nykøbing Falster for at forklare vælgerne, hvad det egentlig er folkeafstemningen på torsdag handler om.

Selvom de repræsenterede partier, Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti i dag stod sammen om et ja, havde de også deres bud på, hvorfor så mange vælgere er tvivl om, hvad de skal stemme.

-  Jeg tror, at vælgerne er i tvivl, fordi det er kompliceret. Man kan være for eller imod EU, men det her handler om så meget mere, siger Lennart Damsbo-Andersen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

Og næstformand for Venstre Guldborgsund uddyber:

- Det er en stor udfordring. Mit bud er nok, at det her er svært stof. Dem jeg snakker med siger, at de egentlig gerne vil sige ja eller nej til EU, men hvad er det vi taler om.

Mange stadig i tvivl

Flere af vælgerne på gågaden i Nykøbing Falster har dog styr på, hvad de stemmer og hvorfor.

- Jeg stemmer nej, fordi jeg synes, at hvis vi stemmer ja, mister vi for meget suverænitet i forhold til befolkningen, siger Laura Christine Nielsen fra Nykøbing Falster.

På den anden side står Lonni Walther fra Sakskøbing:

-  Jeg stemmer ja på torsdag, fordi det at være en del af Europol er vigtigt.

Fra i morgen sætter TV Øst fokus på  retsforbeholdet og folkeafstemingen på torsdag.

Henover fire dage følger vi to vælgere fra vores region og, sammen med dem, finder ud af, hvad retsforbeholdet egentlig handler om.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App