Et større kabelbrud hos TDC har fredag formiddag lukket for computer og telefonforbindelser til tusindvis af brugere i et stort område fra Slagelse til Holbæk og det meste af Odsherred.
Sejerø er specielt hårdt ramt. Her er det stort set umuligt at ringe ud - også til alarmnummeret 112. Enkelte mobiltelefoner på øen virker dog stadig, meddeler politiet i følge P4 Sjælland.
Hvis ens egen mobiltelefon ikke virker, så kan man tage hen til sognefoged Finn Andersen på adressen Kongstrupvej 12 på Sejerø - så vil han assistere med alarmopkald.
TDC har endnu ikke lokaloiseret kabelbruddet og tør derfor heller ikke vurdere, hvor lang tid der går, før telefon- og computerforbindelserne er oppe og køre igen.
Også Dankort terminaler i Vestsjælland og Odsherred kan være nede på grund af kabelbruddet.