Mange biler udsat for hærværk i Ringsted

En lang række biler blev mellem fredag og lørdag udsat for hærværk på en parkeringsplads i Ringsted. Politiet kender endnu ikke omfanget af hærværket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mindst syv biler – og sandsynligvis mindst dobbelt så mange – blev i weekenden udsat for hærværk, da de holdt parkeret på parkeringspladsen ved Østre Ringvej i Ringsted – den der ligger ud til Vestmotorvejens afkørsel 35.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

- Vi har kendskab til en række biler, der er blevet udsat for hærværk – og vi efterlyser borgere, hvis bil er blevet udsat for hærværk for at få bedre overblik over omfanget af skaderne, siger Carsten Andersen fra politiet til TV ØST.

Han oplyser, at hærværket kan omfatte mere end 16 biler.

Hærværket er sket i løbet af lørdagen eller natten til søndag, og bilerne har blandt andet fået knust ruder under hærværket.

Han fremhæver dog, at hærværket er en usædvanlig begivenhed.

- Det er sjældent, at vi ser denne type masse-hærværk, siger Carsten Andersen. 


Nyhedsoverblik