Pige troede sexmisbrug var normalt

En fars masseproduktion af børneporno med sin egen datter, blev kun opdaget takket være udenlandsk politi. Pigen sendte ingen signaler overfor nogen, det siger både politiet og Lolland Kommune.    

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var fundet af børneporno et sted i udlandet, der førte til, at politiet kunne afsløre et årelangt misbrug af en lille dansk pige.

Nu er en mand fra Lolland tiltalt for grove overgreb på sin egen datter fra hun var kun et år gammel. Og netop fordi misbruget startede så tidligt, har pigen ikke sendt nogen signaler til omverdenen. Det fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

 

- Hun er blevet misbrugt så groft og over så lang tid, så hun troede, at det er naturligt, at man agerede sådan med hinanden. Derfor har hun ikke sendt nogen signaler til nogen, der tyder på, at hun er blevet misbrugt i en grad, som hun er.

Sagen, der indtil nu har kørt for lukkede døre, kommer for retten senere på måneden. Og anklageskriftet er en mareridtsagtig opremsning, for politiet mener, at manden gennem hele seks år misbrugte datteren.

Men det hele begyndte med, at dansk politi fik en henvendelse fra udlandet.

- I forbindelse med en efterforskning var der dukket nogle billeder op, som kunne spores tilbage til Danmark. Det lykkedes os så at finde ud af, hvor billederne var distribueret fra, siger han.

Da efterforskerne fandt frem til den mistænkte, viste det sig, at det var hans egen datter, der var på flere af billederne.

Efterforskningen har vist, at manden fra Lolland havde i alt 900.000 billeder og filmsekvenser af unge under 18 årlagret på sine computere. Dermed er det en af de største sager om børneporno herhjemme.

For ifølge politiet nøjedes manden ikke med at forgribe sig på datteren og filme det. Han delte også billederne med andre via en fildelingstjeneste. Politiet har fundet i alt 1100 billeder af pigen, og mindst 200 af dem er ifølge anklageskriftet blevet delt med andre.

Indtil nu har der kun været ganske få sager i Danmark, hvor politiet har afsløret folk i selv at producere nye billeder med overgreb på børn. En mand fra Vestjylland fik i 2002 fire et halvt års fængsel for sammen med sin kæreste at have misbrugt kvindens datter og delt billederne.

Manden fra Lolland skal have sin sag for ved et nævningeting i Nykøbing Falster og dermed er der lagt op til, at han også kan få over fire års fængsel.

Pigen blev ifølge statsadvokaten tvunget til at have samleje med faren, mens han filmede det. Han fik hende til selv at bruge sexlegetøj, og hun blev også filmet, mens hun var bundet med gaffatape til både en seng og et strygebræt.

Misbruget stod på helt frem til december sidste år.

 


Nyhedsoverblik