Klokken 15.43 indløb meldingen om, at en kæntret båd var set i vandet ud for Farøbroerne.
Brand og redningsmandskab fra Vordingborg fik sat deres egen båd ud, og fik søgt frem til den mand, der havde været ombord på båden. De fik herefter reddet ham op af vandet.
- Personen er lettere tilskadekommen. Den sidste melding, jeg har fået fra holdet derude var, at de var på vej ind med ham, siger Ove Christoffersen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.
Da holdet kom tilbage til land med den tilskadekommende, var en ambulance klar til at køre manden videre til behandling på sygehuset.
Politiet har endnu ikke flere oplysninger om, hvad der førte om til kæntringsulykken.