Mand og kvinde varetægtsfængslet efter knivstikkeri

En 39-årig mand og en 45-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger i sagen om et knivstikkeri i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag eftermiddag blev en 39-årig mand og en 45-årig kvinde varetægtsfængslet i fire uger frem til 14. april.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Manden og kvinden blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør i retten i Holbæk – sigtet for natten til tirsdag at have stukket en 54-årig mand ned i et sommerhus i Odsherred.

- Der er mange sten, der skal vendes nu i forhold til de forklaringer, der er kommet under forhøret og de tekniske undersøgelser fra gerningsstedet. Derudover er der vidner, der skal afhøres, siger Danni Richter, anklagerfuldmægtig i Midt- og Vestsjællands Politi, til Ritzau, som desuden kan oplyse, at offeret, ifølge Danni Richter, blev ramt af kniven både i maveregionen og i skulderbladet.

Politiet ankom til sommerhuset på Hønsinge Lyng kort efter klokken to, hvor de traf de mistænkte personer og foretog en anholdelse.

Den 54-årige mand blev efter knivstikkeriet fløjet til Rigshospitalet i lægehelikopter. Tirsdag eftermiddag blev han meldt uden for livsfare. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse motivet til knivstikkeriet. 


Nyhedsoverblik