Mand anholdt efter brand i lade

En 57-årig mand er blevet anholdt, efter en lade i Fuglse på Lolland i eftermiddags brændte ned til grunden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Meldingen om brand løber ind hos alarmcentralen kort før klokken to i eftermiddags.

Da brandvæsnet ankommer til stedet, kan de se, at en lade på adressen står i flammer. Laden brænder ifølge politiet ned til grunden.

Beboer anholdt

Politiet mistænker, at branden kan være påsat, og den 57-årige mand, der bor på landejendommen, som laden hører til, er anholdt.

- Vi har anholdt en person, som i morgen tidlig vil skulle afhøres af lokalpolitiet i Nakskov. Han var meget beruset, da politiet anholdt ham, så i første omgang skal han blive ædru, inden vi kan tale mere med ham, siger vagtchef fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Ove Christoffersen.

Tekniske undersøgelse skal foretages

Undersøgelser i morgen skal samtidig slå fast, om branden rent faktisk var påsat.

Hvad der får politiet til at tro, at branden er påsat, vil de af hensyn til efterforskningen ikke kommentere på i øjeblikket.

Af samme årsag vil de heller ikke udtale sig om, hvad der får dem til at mistænke beboeren.


Nyhedsoverblik