To mænd dømt for knivstik i halsen i Nykøbing Falster

Et overfald ved en McDonald's i Nykøbing Falster sidste år skal koste to mænd fængsel. De blev til gengæld frifundet for drabsforsøg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et nævningeting har mandag valgt at frifinde to mænd på 33 og 23 år for drabsforsøg med kniv, som de var tiltalt for i Retten i Nykøbing Falster. Til gengæld er de blevet kendt skyldige i at have udøvet farlig vold.

Den 33-årige har fået to års fængsel, mens den yngste er idømt fængsel i et år og ni måneder. Han har valgt at bede om tid til at tænke over, om han vil anke dommen.

Forbrydelsen fandt sted 30. juli sidste år omkring klokken 13.55 tæt på en McDonald's i Nykøbing Falster.

Retten troede ikke på offers mistede hukommelse

Her skulle de to mænd med forbindelse til Bandidos have tildelt en mand knivstik i ryggen, i det ene lår samt et cirka syv centimeter langt knivstik i halsen.

Under sagen har de nu dømte nægtet sig skyldige i anklagen og har også nægtet at forklare om hændelsen.

Også offeret har nægtet at forklare om overfaldet.

- Han påstod, at han ikke kunne huske noget, fordi han var i chok. Men det troede retten ikke rigtig på, hvorfor han faktisk blev taget i forvaring i to dage for at se, om det ville hjælpe på hukommelsen.

- Men det gjorde det ikke, siger Jeanette Wincentz Andersen, anklager i sagen.

De dømte har tidligere været straffet for vold flere gange.

/ritzau/


Nyhedsoverblik