To mænd på 64 og 27 år bliver senere i dag fremstillet i et grundlovsforhør i Holbæk, hvor de kræves fængslet i forbindelse med indsmugling af et større parti narkotika fra Holland.
Politiets særlige bandeenhed, Taskforce Øst, anholdt de to mænd i to biler ved Nykøbing Sjælland hen under aftenen mandag, oplyser efterforskningsleder Lau Thygesen.
De anholdte er to danskere, hvoraf den ældre er bosiddende i Tyskland.
Denne 64-årige mand mistænkes for at være narkokurér, oplyser Lau Thygesen.
Bandeenheden vil ikke ud med, hvilken type og hvilket kvantum narkotika, der er tale om. Politiets anklager vil kræve lukkede døre under grundlovsforhøret.
- Vi forventer, at de bliver fængslet, siger Lau Thygesen.
/ritzau/