Mælkebønder jubler over Arla-konkurrent

Danske mælkeproducenter jubler over udsigten til, at en svensk mælkekoncern kommer til landet. De håber, at konkurrence vil føre til bedre mælkepriser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danske mælkeproducenter har i dag kun mulighed for at levere deres produkt til mejerigiganten Arla, men Arlas monopol på at inddrive mælken er måske snart fortid.

   - Det er simpelthen fantastisk. Jo mere konkurrence der er om vores produkt, jo større sandsynlighed er der for, at vi får en god pris, siger Peder Mouritsen, der er formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Mejerikoncernen Skånemejerier går efter at kapre danske medlemmer. Ifølge den svenske landbrugsavis ATL har det svenske mejeriselskab sendt en føler ud til 140 sjællandske mælkebønder for at høre, om de vil være medejere og leverandører.

   - Der er stor interesse for at levere til det svenske selskab. Men problemet er, at Arla-leverandørerne på Sjælland er bundet af kontrakter. Hvis de skal ud, skal de enten betale bøder eller vente, til kontrakten udløber, siger Peder Mouritsen.

Mælkeproducenterne er interesserede i Skånemejerier, fordi de kan få op til 40 ører mere per liter mælk, som de leverer.

   - Hvis du lige kan få det til at gå rundt med Arlas priser, så er det hele skummet, som ligger i de ekstra ører, siger Peder Mouritsen.

Han bor selv i Jylland og ser ikke en mulighed for at levere til Skånemejerier, men han håber, at konkurrencen vil tvinge Arla til også at sætte prisen op.

Den største mælkeproducent på Sjælland er Jeppesen I/S, som har en mælkeproduktion på 4,2 millioner liter mælk om året. Men gården er ikke blevet kontaktet af Arlas konkurrent.

   - Vi ville heller ikke være interesseret. Vi er godt tilfreds, og støtter Arla fuldt og fast, siger Lars Jeppesen fra Jeppesen I/S.

      /ritzau/


Nyhedsoverblik