Madmarked-stiftere risikerer tre års forbud

Stifterne af Madmarked A/S risikerer tre års forbud mod at drive virksomhed for andre folks penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der kommer muligvis til at gå en rum tid, før stifterne af den økologiske mad-projekt Madmarked A/S kaster sig ud i nye store eventyr i Præstø og omegn.

De risikerer tre års forbud mod at drive virksomhed for andre folks penge. Det fortæller DR Sjælland.

En sag om såkaldt konkurskarrantæne bliver i følge oplysninger fra FødevareWatch ført mod de tre stiftere af den konkursramte butikskæde.

'Vi har handlet i god tro'

Og det er alvorligt, hvis en ledelse af en virksomhed bliver dømt skyldig i grov uforsvarlig forretningsførelse. Det siger advokat Per Madsen fra Lett Advokatpartnerselskaber, som har behandlet konkursboet.

- Det betyder, at man ikke har udført sit ledelseserhverv på forsvarlig vis, for eksempel at man har oparbejdet en meget stor gæld til skat, siger han til DR Sjælland.

Stifter Birgitte Escerich mener, det er urimeligt, at hun sammen med sin mand bliver inddraget i sagen om konkurskarrantæne:

- Vi har handlet i god tro og overholdt alle regler, men vi har efterfølgende fundet ud af, at en person i virksomheden har manipuleret med det materiale, vi har haft som baggrund for at vurdere, om virksomheden blev kørt korrekt, siger Birgitte Escerich til DR Sjælland.

Direktør meldt til politiet

Ifølge FødevareWatch begyndte tingene at gå skævt kort efter årsskiftet.

Her stod det klart, at tidligere administrerende direktør Jesper Skibstrup havde overført store beløb til sig selv og tegnet et forkert billede af virksomhedens økonomi gennem længere tid.

Direktøren meldte sig siden til politiet og er nu sigtet for underslæb, skriver FødevareWatch.


Nyhedsoverblik