Månen bliver rød mandag morgen

Natten mellem søndag og mandag bliver månen totalt formørket af Jordens skygge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Månen bliver smuk kobberrød at se på tidligt mandag morgen den 28. september, hvis himlen ikke er dækket af skyer. Da indtræffer nemlig en total måneformørkelse, som kan ses fra Danmark.

Det er Jordens skygge, der forårsager totale måneformørkelser. Når fuldmånen glider gennem jordskyggen, bliver den badet i et orange eller kobberrødt lys.

Det skyldes, at Jordens atmosfære afbøjer og filtrerer solens lys og kun slipper den røde del af lysstrålerne igennem, så de rammer månen, forklarer astrofysiker Tina Ibsen fra Tycho Brahe Planetarium i København.

Sker to gange om året

Det sker i gennemsnit et par gange årligt, at Jordens drabant bliver formørket.

- Da månens bane omkring Jorden hælder cirka fem grader, vil månen ved fuldmåne i de fleste tilfælde passere enten over eller under Jordens langstrakte, kegleformede kerneskygge. To gange om året passer geometrien dog, således at månen ved fuldmåne og nymåne netop passerer jordbaneplanet - og så opstår der formørkelser, siger Tina Ibsen.

Den delvise formørkelse begynder kl. 3.07, mens den mest interessante del, den totale fase, indledes kl. 4.11 (i København). Da står månen omtrent 20 grader over horisonten mod sydvest.

Kl. 4.47 topper formørkelsen, og månen begynder atter at glide ud af Jordens skygge. Kl. 6.27 er fænomenet forbi for denne gang.

Måneformørkelser mindre hyppige

En måneformørkelse er mindre hyppig end solformørkelser, hvor månen glider ind foran solskiven. Men da Jordens skygge er meget stor, og da alle, som befinder sig på den rigtige side af jordkloden, kan se formørkelsen, er der ifølge rundetaarn.dk væsentligt flere mennesker, som har oplevet en måneformørkelse end en solformørkelse.

Det er ikke ved alle formørkelser, at månen bevæger sig helt ind i Jordens skygge, så måneformørkelser kan - ligesom solformørkelser - også være partielle (delvise).

Månens bane rundt om Jorden er ikke cirkelrund, men ellipseformet. Derfor varierer månens afstand også. Når den er længst væk, er der 405.400 km imellem de to himmellegemer - når månen er nærmest, er afstanden til Jorden kun 357.400 kilometer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik