To måneder til afgørelse om betjents selvmord

Der kommer til at gå yderligere to måneder, før der kommer en afgørelse i sagen om den mandlige betjent, som begik selvmord på politistationen i Roskilde

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skriver DAGBLADET Roskilde.

- Undersøgelserne er sådan set slut. Problemet er, at en ny myndighed overtog sagen 1. januar og for at de ikke skal mødes om den her sag alene, venter de med at mødes, til der er flere sager, og det bliver altså først i slutningen af marts, lyder det fra Mette Vestergaard, der er vicestatsadvokat i Midt-, Vest-, Sydsjælland, Lolland og Falster.

Den 9. november sidste år blev den 45-årige betjent standset på Vestmotorvejen. Det viste sig, at han var påvirket, og han blev derfor taget med på stationen i Roskilde. Selv var han ansat i Københavns Politi, men han var ikke på arbejde, da han blev standset. Alligevel havde han sin tjenestepistol med sig i en taske.

Af endnu ukendte årsager blev betjenten ikke kropsvisiteret, selv om reglerne foreskriver det, og derfor havde han altså stadig pistolen i nærheden af sig, da patruljevognen kørte ind på stationen. Da hans kolleger fra Midt- og Vestsjællands Politi ville hjælpe ham ud af bilen, satte han pistolen for hovedet og trykkede af.

I efteråret sagde Mette Vestergaard til DAGBLADET Roskilde, at det nu skulle undersøges, hvorfor den anholdte betjent ikke blev kropsvisiteret. Dengang udtalte hun, at der ville gå nogle uger, før forholdene var gennemgået, men der kommer altså til sammenlagt at gå mere end fire måneder fra dødsdagen, til der kommer en afgørelse.

 

Den 1. januar blev Den Uafhængige Politianklagemyndighed oprettet. Den overtog statsadvokaternes opgaver med at undersøge og træffe afgørelser i sager om politiets adfærd i tjenesten, og det er altså den myndighed, som først skal holde møde, førend der ligger en afgørelse i sagen fra Roskilde.


Nyhedsoverblik