Lolland raser over udsigten til atomaffald

Lolland er utilfreds med udsigten til at skulle opbevare atomaffald. Ødelæggende for samfundet, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland Kommune er rasende over udsigten til, at de kan blive deponeringssted for Risøs atomaffald. Det siger Gert Mortensen, formand for klima-, teknik- og miljøudvalget i Lolland Kommune.

- Det er ikke første gang, at jeg har været præsenteret for så sindssyge tanker. Det vil sende et helt forkert signal. Erhvervspolitisk og boligpolitisk vil det være et stort problem for hele området, siger han og peger på, at risikoen, selvom den er lille, aldrig helt kan elimineres.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) har udpeget de seks mulige områder, hvor Risøs radioaktive affald kan nedgraves.

Der er tale om Østermarie på Bornholm, Rødbyhavn i Lolland Kommune, Kertinge Mark i Kerteminde Kommune, Hvidbjerg i Struer Kommune, Thise i Skive Kommune og Skive Vest i Skive Kommune.

Senere skal feltet formindskes til to eller tre mulige deponeringssteder. Og Lolland Kommune vil kæmpe hårdt for at komme af listen hurtigst muligt.

- Vi vil sætte alle politiske kræfter i gang for, at det ikke skal placeres her. Jeg føler ikke et samfundsmæssigt ansvar, fordi vi i Danmark sagt nej til atomkraft. Affaldet er jo kun kommet, fordi forskere har arbejdet med det, siger han.

Områderne er nøje udvalgt ud fra en geologisk vurdering og ud fra hensyn til drikkevandet og risikoen for jordskælv.

I den forbindelse har det tidligere været fremme, at Lolland er et meget oplagt sted på grund af den lerholdig jord, hvilket er vigtigt i forbindelse med opbevaring af atomaffald.


Nyhedsoverblik