Lolland og Falster skal betale mere i skat

Lolland- og Guldborgsund Kommune har fået tilladelse til at hæve skatten i 2016.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er Social- og Indenrigsministeriet, der i alt har givet otte kommuner i landet grønt lys til at sætte skatten op.

I alt er der blevet givet tilladelse til et samlet beløb på cirka 186 millioner kroner.

Her i regionen er det Lolland- og Guldborgsund Kommune, der til næste år kan hæve skatteprocenten.

- Jeg forventer, at andre kommuner nu som aftalt vil sætte skatten tilsvarende ned, så det samlede skattetryk ikke stiger, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

Tilladelsen sker på baggrund af økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, hvor man besluttede, at nogle kommuner skal have mulighed for at forhøje skatten inden for en ramme på 200 millioner kroner.

Aftalen betyder også, at andre kommuner får tilskud til at sænke skatten, så den samlede kommunale skatteudskrivning er uændret i 2016.

Derfor er der afsat en pulje til tilskud til skattenedsættelser, så de kommuner, der nedsætter skatten, kan blive understøttet.

Senest den 15. oktober i år skal kommunerne have vedtaget deres budgetter for næste år, så de kommunale skatter for 2016 kan blive opgjort.

/ritzau/


Nyhedsoverblik