Lolland kommune vil hæve skatten

SKAT: En række kommuner har ansøgt Social- og Indenrigsministeriet om lov til at opkræve i alt 216 millioner kroner mere i skat. Se listen her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med sommerens kommuneaftale blev der etableret en ramme på 200 millioner kroner, som kommunerne skulle have lov til at hæve skatterne for. Det skriver Altinget.dk.

Ni kommuner budt ind på puljen med et samlet ønske om at højere skatter for 216 millioner kroner. Derfor forventer ministeriet at kunne opfylde næsten alle ansøgninger fuldt ud.

De ni kommuner er:

  • Albertslund: 19 mio. kroner
  • Fredensborg: 30 mio. kroner
  • Lolland: 18 mio. kroner
  • Guldborgsund: 44 mio. kroner
  • Kerteminde: 15 mio. kroner
  • Esbjerg: 34 mio. kroner
  • Struer: 12 mio. kroner
  • Norddjurs: 26 mio. kroner
  • Jammerbugt: 17 mio. kroner

Kommunerne kan selv bestemme, hvilke skatter de vil hæve. Derfor er beløbene angivet i kroner frem for procenter.

Forskellige historier

Borgmester i Esbjerg, Johny Søtrup (V), mener, at samtlige omlægninger af bloktilskud og refusionsomlægninger de seneste år er gået hans kommune imod. Derfor ser han sig nødsaget til at søge om at hæve skatten med 0,2 procentpoint.

- Det er en nødhandling, som vi ikke er specielt glade for at skulle bringe i anvendelse. Men det kan være nødvendigt for at få enderne til at hænge sammen, siger Johny Søtrup.

I Norddjurs Kommune er billedet anderledes. Borgmester Jan Petersen (S) fortæller, at beslutningen er taget over lang tid.

- Det har været planlagt allerede sidste år, at vi skal denne vej. Derfor er det også uafhængigt af de ekstra udfordringer, vi har fået, fordi vi nu skal finansiere regeringens omprioriteringer, siger Jan Petersen.

Han fortæller, at Norddjurs Kommune ligger på omkring et halv procentpoint lavere trækprocent end de omkringliggende kommuner. Det spiller i høj grad ind i beslutningen om at søge om tilladelse til at hæve skatterne.

- Det har stor betydning for vores evne til at få Norddjurs Kommunes økonomi i balance. Vi har brug for at have et service- og investeringsniveau, der tåler sammenligning med de andre kommuner i Østjylland, siger Jan Petersen.

Landets kommuner er i øjeblikket i gang med økonomiforhandlinger om næste års budget. Det skal vedtages senest 15. oktober.

De ni kommuner kan vente svar på deres ansøgninger senest 18. september.

Det skriver altinget.dk

 


Nyhedsoverblik