Lokalt band fik hjemløs med til AC/DC koncert

Et tilfældigt møde endte i sidste uge med, at Glumsø-bandet Blended Brew fik en hjemløs med til AC/DC-koncert, hvor de selv var opvarmningsband.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I sidste uge gav det legendariske rockband AC/DC koncert i Roskilde. Glumsø-bandet Blended Brew varmede op for rockikonerne og med sig backstage havde de en helt særlig gæst.

28-årige Simon havde fået lov at komme med, selv om han ikke er en del af crewet, og selv om gutterne kun havde kendt ham i ganske kort tid.

Bandet var for omkring 14 dage siden ude at fejre, at de havde fået jobbet som opvarmningsband for selveste AC/DC, og på Christianshavn Station i København stod nogle hjemløse i 'Hus forbi'-tøj. Mathias Jørgensen fra Blended Brew smed en 10'er i en af de hjemløses krus. Det viste sig, at han hed Simon og var stor fan af det australske rockband.

- De fortalte, at de var ude at fejre, at de skulle spille før AC/DC. Jeg troede ikke rigtigt på dem, og der gik lang tid, før jeg opfattede, at de rent faktisk skulle spille. Jeg bor på gaden, så det er ikke lige det, jeg følger mest med i. Men da de blev ved, sagde jeg, at så skulle jeg da med og talte ellers for min syge moster for at få dem med på ideen, siger Simon, som efter en uges tid kunne glæde sig over, at det lykkedes.

Vild oplevelse

Mathias Jørgensen, der er bassist i Blended Brew, havde brugt den mellemliggende tid på at ringe rundt, og til sidst gav koncertarrangørerne grønt lys til, at de kunne få Simon med til koncerten - endda med et armbånd, der gav ham samme adgang som resten af crewet.

- Det var en vild oplevelse. Jeg er stor AC/DC fan, og det var fedt at høre dem, siger Simon, som tilføjer, at han også synes godt om Blended Brews musik nu, hvor han har hørt det.

Spillede røven ud af bukserne

I bandet er drengene også godt tilfredse med, at det lykkedes at invitere Simon med.

- Der er så mange, der bare snakker og lover en masse i musikbranchen, og det kan vi også godt selv blive lidt smittet af, så jeg tænkte, at det her var en mulighed for at gøre noget ved det. Jeg ringede virkelig meget rundt, så det var bare fedt, at det lykkedes, og at han blev så glad, og jeg er bare glad for, at vi har kunnet give en så mega sød og rar person, en fed oplevelse, siger Mathias Jørgensen og følgende beskrivelse af koncerten siger vist det hele:

- På selve dagen i Roskilde havde vi sat gearet op, lavet lydprøve og var klar til at spille. Simon kommer hen og stikker mig en gin og tonic, giver mig et kram og siger, det er en af de fedeste dage i hans liv. Der bliver jeg fandme rørt. Vi spiller røven ud af bukserne, og nede foran scenen står Simon og har en kæmpe fest på sin helt egen måde. Fra scenen ser det ud til, at han er i en ekstase, der giver én endnu mere lyst til at svine den til og fyre den af!


Nyhedsoverblik