Lokale jubler over sjældent fund

Foto: TV ØST

En mere end 800 år gammel mønt beviser nemlig, hvor stor betydning området havde i middelalderen.

På Sorø Museum kan de næsten ikke få armene ned. I går dukkede en af museets frivillige detektorfolk nemlig op med en håndfuld gamle mønter. Og en af dem viste sig at være ganske særlig.

Kong Valdemar den Store pryder møntens ene side, mens man på den anden side kan se biskop Absalon. Og det er netop kombinationen af disse to store personligheder på samme mønt, der er speciel:

 - Det beviser endnu engang den stærke samhørighed mellem kirke- og kongemagten i middelalderen, siger Ea Stevns Matzon, som er daglig leder på Sorø Museum. Hun fortæller, at den legendariske danske konge var fosterbror til biskop Absalon, som oprindeligt kom netop fra Sorø.

 - Endnu engang bliver vi mindet om den centrale rolle, som en lokal slægt spillede i Danmarkshistorien, siger Ea Stevns Matzon.

 

Mønt må ikke blive i Sorø

Mønten blev fundet i Vester Broby tæt ved Susåen, som var et knudepunkt tilbage i middelalderen. Den er af sølv og kan dateres til mellem 1170 og 1187. Tidligere lignende fund fra samme område er alle blevet betragtet som danefæ, og derfor må mønten altså en tur til Nationalmuseet i København. Der er nemlig meget strenge sikkerhedskrav og store forsikringssummer på spil, når det drejer sig om at udstille danefæ.

 - Det er selvfølgelig lidt ærgeligt, at vi ikke kan udstille den her i Sorø, men forhåbentlig får mønten en plads i Nationalmuseets mønt- og medaljesamling, siger Ea Stevns Matzon.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App