Lokalbankers samarbejde var ulovligt

Syv lokalbanker på Sjælland og Fyn var i ulovligt kartelsamarbejde til skade for konkurrencen og kunderne. Det har Konkurrenceankenævnet afgjort.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets påbud om ophævelse af samarbejdet mellem de syv lokalbanker - Møns Bank, Skælskør Bank, Lollands Bank, Vordingborg Bank, Lokalbanken i Nordsjælland, Totalbanken og DiBa Bank.

I kendelsen har Ankenævnet tiltrådt, at samarbejdet mellem de syv lokalbanker var ulovligt.

Ankenævnet slår fast, at samarbejdet mellem lokalbankerne "må anses at have konkurrencebegrænsning som formål". Samtidig bliver det i kendelsen gjort klart, at samarbejdet mellem bankerne har været mærkbart og derfor ulovligt, også selvom bankerne kun har en beskeden markedsandel på det samlede detailbankmarked.

- Jeg er meget tilfreds med, at Ankenævnet har tiltrådt, at samarbejdet mellem de 7 lokalbanker var ulovligt, udtaler Direktør Agnete Gersing.

- Det er nu slået fast, at det er forbudt at lave aftaler om at begrænse konkurrencen - også for virksomheder, som har en beskeden markedsandel på landsplan, men er betydende aktører i et lokalområde.

Afgørelsen findes på Konkurrencestyrelsens hjemmeside http://www.ks.dk under konkurrence/afgørelser.

Lokalbanksagen kort

2007:

3. oktober: Syv lokalbanker på Sjælland og Fyn samarbejdede ulovligt, afgør Konkurrenceankenævn. Men der var ikke tale om et klassisk kartel, som Konkurrencerådet mente. Samarbejdet fandt sted fra 2004-2006.

16. august: Konkurrenceankenævnet afgør, at Konkurrencestyrelsen må offentliggøre interne oplysninger som emails og interne referater om de syv lokalbanker. Læs artiklen

10. maj: De syv lokale banker taber første runde i kartelsagen. De skal stoppe samarbejdet, mens ankesagen behandles. Læs artiklen

Marts: De syv lokale banker anker, at Konkurrencestyrelsen mener, de skal stoppe deres samarbejde, mens sagen behandles.

29. marts: Forbrugerrådet ser på muligheden for, at sagen om det ulovlige bankkartel kan ende med at blive det første gruppesøgsmål herhjemme. Konkurrencestyrelsen har opgjort, at det ulovlige kartelsamarbejde har givet bankerne en merindtægt på 150-200 millioner kroner alene i 2005. Muligheden for gruppesøgsmål træder i kraft den 1. januar 2008.

28. marts: Konkurrencerådet slår fast, at syv danske banker gennem flere år har brudt konkurrenceloven ved at indgå i et kartelsamarbejde. Det sig om ulovlige aftaler om markedsdeling og samordning af pris- og gebyrpolitik og berører både direkte og indirekte de mere end 150.000 kunder hos bankerne i kartellet; Møns Bank, Lokalbanken i Nordsjælland, Skælskør Bank, Lollands Bank, Vordingborg Bank, Totalbanken og DiBa Bank. Læs artiklen

2006:

Juni: Konkurrencestyrelsen ransager de syv lokalbanker på baggrund af et tip fra en journalist.


Nyhedsoverblik