Lokal tumult før NA-stormøde i Slagelse

Ny Alliances bagland lægger et massivt pres på NA-toppen før partiets stormøde i Slagelse. Hele 15 af de tilbageblevne lokalformænd overvejer at forlade partiet.

Der hviler et enormt pres på NA-ledelsen før lørdagens stormøde i Slagelse. En række af Ny Alliances lokalformænd har allerede sagt farvel til partiet, men meget tyder på, at flere er på vej til at smide håndklædet i ringen. En rundspørge, som Ritzau har foretaget, viser, at mindst 15 af de tilbageværende lokalformænd overvejer at forlade Naser Khaders parti.

Én af dem er Michael Skjoldborg Pedersen, der er lokalformand for Ny Alliance i Ishøj.

 - Jeg overvejer kraftigt at melde mig ud, hvis ikke der kommer nogle helt andre boller på suppen efter mødet på lørdag, siger Michael Skjoldborg Pedersen til Ritzau.

Ritzau har været i kontakt med 42 af Ny Alliances tilbageværende lokalformænd. Langt hovedparten af dem har en forventning om, at ledelsen på lørdagens stormøde kommer med en forklaring på de seneste ugers tumult, Gitte Seebergs udmeldelse og ledelsens kursjustering. Særligt NA-toppens plan om at nedlægge de eksisterende lokalforeninger og erstatte dem med såkaldte kommunaludvalg vækker harme i store dele af baglandet.

 - Udspillet til lokalforeningerne er dråben, der er ved at få bægret til at flyde over, siger Michael Skjoldborg Pedersen fra Ishøj.

Mens flere af lokalformændene nu afventer ledelsens beretning på lørdag, har NA-ledelsen på Nordfyn ikke tålmodighed til at vente længere. Lokalformand Flemming Schou Christensen og næstformand Jørn Asmussen fra Nordfyn har nu besluttet at sige farvel til partiet.

 - Naser Khader er en meget borgerlig kommunikator. Det er underligt, at man fastholder ham som partileder og den eneste rigtige stemme udadtil. Khaders styrke ligger ikke i at være leder. Man forveksler popularitet med kløgtighed i den sammenhæng, siger Jørn Asmussen.

Ny Alliances ledelse tager uroen med sindsro. Midlertidig landsformand Leif Mikkelsen har givet udtryk for, at han er overbevist om, at lokalformændene besinder sig, når de lørdag mødes med ledelsen i Bøstrup ved Slagelse. Og partistifter Anders Samuelsen har understreget, at ledelsens oplæg til den nye partistruktur ikke er endeligt vedtaget. Først vil man lytte til lokalformændenes indvendinger.

Men forventningerne er store blandt flere af lokalformændene.

 m- Jeg forventer, at det bliver et møde, hvor man gør boet op. Det er ikke rigtig til at vide, hvem der overhovedet er tilbage. Derfor forventer jeg, at der bliver gjort status efter den tumult, der har været, siger lokalformanden for Ny Alliance i Gladsaxe, Thomas Møller Pedersen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App