Lokal imam tager afstand fra terrororganisation

En dokumentar på tv tirsdag aften får nu en lokal imam til at melde klart ud om sin foragt for terrororganisationen IS.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag aften rullede dokumentaren Den fordømte Moske over skærmen på DR. Den handlede om moskeen på Grimhøjbej i Aarhus, og hvordan den er blevet beskyldt for ekstreme holdninger og for at påvirke unge, der drager til Syrien, i negativ retning.

Flere politikere har krævet moskeen lukket, og den massive kritik får nu en imam i Nakskov til at tage bladet fra munden, og gøre det klart, at han tager afstand fra terrororganisationen IS eller ISIS, der blandt andet står bag kampe i Syrien.

- Islams Ahmadiyya Menighed på Lolland og Falster tager klar afstand fra ISIS/IS og deres agenda, og vi ser det som vores pligt at være loyale overfor det land, vi bor i. Islam kræver af en muslim, at denne altid forholder sig loyalt overfor det land, denne bor i. Det er uacceptabelt, at herboende muslimer eller andre danskere tager ned og kæmper for terrorgrupper som ISIS/IS eller giver udtryk for støtte til disse terrororganisationer, siger imam ved Baitul Hamd Moskéen, Naimatulllah Basharat i en pressemeddelelse.

Fordømmer IS

Han henviser også til menighedens øverste åndelige overhoved, der ved gentagne lejligheder har fordømt ISIS og andre terror-organisationer.

- Det faktum, at alt dette sker i islams navn bedrøver og smerter oprigtigt alle sande og fredselskende muslimer, fordi sådanne brutale og umenneskelige ideologier intet har at gøre med religionen overhovedet. Snarere er islams virkelige lære på enhver måde og på alle niveauer af fred og sikkerhed for alle mennesker, siger han.

Islams Ahmadiyya Menighed er Danmarks ældste muslimske organisation og har eksisteret siden 1950'erne. Menigheden står blandt andet for Nordens ældste formålsbyggede moske (Nusrat Djahan Moskéen, Hvidovre, 1967) og den første komplette danske oversættelse af Koranen (1967), lyder det i pressemeddelelsen.


Nyhedsoverblik